USA: Amerikanske myndigheder har tirsdag ransaget en omstridt medicinalvirksomhed i staten Massachusetts, hvis medicin er under mistanke for at have været skyld i 15 dødsfald og have smittet mere end 200 personer med farlig form for meningitis.
Det oplyser statsadvokat Carmen Ortiz i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg kan bekræfte, at statsadvokatens kontor og vores samarbejdspartnere i politiet undersøger beskyldninger i forbindelse med New England Compounding Center, forklarer Carmen Ortiz.
I meddelelsen understreger statsadvokaten samtidig, at det fortsat er for tidligt at sige, hvad undersøgelsen vil vise. Ransagningen bliver desuden bekræftet af det lokale politi.
Forløbet omkring den omstridte medicinalvirksomhed, New England Compounding Center i Massachusetts, har udviklet sig til en regulær sundhedsskandale i USA, hvor den dødelig svampe-meningitis indtil videre har krævet 15 dødsfald og smittet talrige personer i mindst 13 forskellige stater.
Sundhedsmyndighederne har tidligere oplyst, at udbruddet stammer fra en inficeret smertestillende medicin, som bliver sprøjtet ind i rygsøjlen.
Medicinen stammer fra New England Compounding Center, som mellem juli og september tilbagekaldte 17.676 hætteglas med stoffet fra 76 klinikker i 23 stater. Ifølge myndighederne blev der tilbage i 2002 og 2003 klaget over virksomheden.
Især i staten Tennessee har sygdommen ramt hårdt. Her er mere end 50 blevet smittet, og seks personer har mistet livet efter at have fået den urene medicin.
Derudover er mennesker blevet smittet i Florida, Idaho, Illinois, Indiana, Maryland, Michigan, Minnesota, New Jersey, North Carolina, Ohio, Texas og Virginia.
Meningitis er også kendt som hjernehindebetændelse og er en betændelse i hjernen og rygmarven. Sygdommen kan komme i løbet af få timer og kræver behandling med antibiotika direkte i blodårerne.
Mellem fem og 15 procent med meningitis dør af sygdommen.



