Fire skiløbere dræbt i serie af laviner i alperne

SCHWEIZ: Fire skiløbere mistede livet, da en serie af laviner søndag ramte de schweiziske alper. Yderligere en person er blevet hårdt kvæstet, skriver flere lokale medier ifølge AFP.

Tre af ofrene, heriblandt en guide, døde, da en gruppe langrendsløbere blev ramt af en lavine, mens den fjerde blev dræbt, da han kørte i dybt sne uden for de normale løjper. Begge ulykker fandt sted i kantonen Valais.

Ulykkerne kommer blot to dage efter den lavine, der kostede to redningsfolk livet i samme område. Kantonen advarer nu skiløbere mod en særdeles høj fare for sneskred.

Foreløbig er 11 personer blevet dræbt af laviner i Schweiz denne vinter.

BNB/AFP