Fredag eftermiddag blev fire personer skudt ned på åben gade i Göteborg og er efterfølgende bragt til behandling på lokale sygehuse.

Mindst én person er livsfarligt såret efter at være blevet skudt ned i Göteborg. Yderligere to andre personer er alvorligt sårede og den sidste person er blevet indlagt med lettere kvæstelser.

Ingen personer er i øjeblikket blevet anholdt for at have affyret skuddene med en pistol mod gruppen og politiet, som modtog anmeldelsen omkring klokken 14 fredag eftermiddag, er sparsomme med at offentliggøre detaljer.

- Jeg kan bekræfte, at der har fundet en skudepisode sted, siger informationschef for det lokale politi, Ulf Edberg til Expressen. Politiet er i øjeblikket i gang med en større eftersøgning efter gerningsmanden og foretager i øjeblikket afhøring af en række øjenvidner.

Skuddramaet skete udenfor en iscafe midt i et område i Göteborg med mange cafebeværtninger. Ifølge vidner var det en kulmination på et højlydt skænderi mellem flere personer. Efterfølgende fyrede gerningsmanden flere skud af op i luften.

- Jeg hørte, at der lød skud i lokalet og så en mand løbe fra lokalet med adskillige personer efter sig. Hvad der derefter skete ved jeg ikke, siger et anonymt øjenvidne til den svenske avis Expressen.

Et andet øjenvidne fortæller en lignende historie om nedskydningen af de fire.

- Jeg hørte syv eller otte skud. Derefter så jeg folk løbe vidt omkring. Jeg så en person ligge på jorden. Det er skræmmende, siger en andet øjenvidne, der arbejder i lokalområdet.

- Der sad jo folk på balkoner ud mod gaden. Der var blandt andet nogle kvinder med et barn, der sad og hyggede sig, lyder det fra et tredje øjenvidne.

Ifølge talsmand Marianne Thulin på Sahlgrenska Universitetssjukhuset er der tale om to mænd i trediverne og to mænd i tyverne, som er blevet angrebet.

- Det gælder for én af dem, en mand i trediverne, at hans tilstand er livstruende. Den anden person i trediverne har en alvorlige skade, men stabil tilstand. En mand i tyverne er lettere skadet og den anden person i tyverne er alvorligt såret, lyder det. 

Det svenske politi har ikke villet give oplysninger omkring om de fire ramte personer er kendt af politiet, ifølge Aftonbladet.