Øjenvidner siger, at mange tilskuere råbte i forfærdelse, da vogn tippede rundt i australsk forlystelsespark.

Sydney. To kvinder og to mænd blev mandag dræbt ved en ulykke i Australiens største forlystelsespark, oplyser australsk politi.

To af ofrene blev slynget ud af en vogn på forlystelsen "Thunder River Rapids", hvor runde "flåder" med plads til seks personer trækkes hurtigt rundt i et kunstigt flodlandskab.

De to andre dødsofre blev fanget inde under vand i forlystelsen.

En talsmand for Queensland politi, Todd Reid, siger til journalister, at ofrene var to mænd på 35 og 38 år samt to kvinder på 32 og 42 år. Deres navne og nationaliteter er ikke blevet offentliggjort.

Parken, som åbnede i 1981, er lukket ned efter ulykken, som er ved at blive efterforsket af politiet. Dreamworld har omkring 50 forlystelser.

Øjenvidner siger, at mange tilskuere råbte i forfærdelse, da en tømmerflåde øjensynligt tippede rundt eller rev sig løs fra det bånd, som trak den.

- En person, der var med på turen, siger, at flåden eller båden foran ham pludselig tippede fuldstændigt rundt, og alle begyndte at skrige, siger et øjenvidne.

Guldkystens borgmester, Tom Tate, skriver på Facebook, at "det er en meget trist dag for vor by. Vores tanker er hos ofrenes familier."

- Forlystelsesparker er steder for familier og for fornøjelige dage - ikke for tragedier, tilføjer han.

"The Thunder River Rapids" beskrives som en familievenlig forlystelse, hvor man sejler ned ad en skummende flod forbi et guldgraverdistrikt. Man sejler eller kører med en hastighed på 45 kilometer i timen.

Parken drives af Ardent Leisure Group.

Ulykken skete to år efter en malaysisk pige blev dræbt, da hun blev kastet af en forlystelse ved Royal Adelaide Show.

/ritzau/Reuters