Fire personer meldes dræbt og omkring 150 såret, efter at to tog er kollideret i Bayern tirsdag morgen.

Bad Aibling: Tyske redningsarbejdere har indtil videre fundet fire døde på ulykkesstedet efter morgenens togulykke nær byen Bad Aibling sydøst for München, oplyser tysk politi ifølge Reuters.

Omkring 150 andre meldes såret, heraf ti alvorligt, oplyser politiet videre.

Ulykken skete tirsdag klokken 06.48 på strækningen mellem Holzkirchen og Rosenheim cirka 60 kilometer sydøst for München, da to tog kolliderede, skriver tyske Bild.

- De to tog kolliderede hoved mod hoved i en frontal kollision, siger polititalsmand Martin Winkler.

Billeder fra tyske medier viser adskillige ambulancer og redningshelikoptere på stedet.

Oprindeligt gik de første meldinger på, at et tog var blevet afsporet, men nu viser det sig, at der er tale om en kollision.

Årsagen til ulykken kendes endnu ikke.

/ritzau/