Fire stærkt bevæbnede kosovoalbanere, der menes at have tilknytning til Islamisk Stat, er tirsdag blevet anholdt i sidste øjeblik, før de nåede at føre deres planer ud i livet. Planer, der blandt andet omhandlede et angreb på pave Frans.

De fire mænd blev anholdt efter en storstilet aktion af både politiet i Italien og Kosovo, skriver nyhedsbureauet AP.

Politiet i Kosovo anholdt en etnisk albansk mand syd for hovedstaden Pristina, som menes at være gruppens leder. Hos ham fandt myndighederne en pistol, et gevær og elektronisk udstyr.

De andre andre mænd blev anholdt efter aktioner flere steder i Italien.

Mændene kom i myndighedernes søgelys, efter de på deres Facebook-sider havde lagt billeder op af dem selv med våben i en stil, der minder om den, krigere fra terrorbevægelsen Islamisk Stat bruger.

'Der vil ikke være en pave efter denne'

Alle fire mænd har samtidig også ofte besøgt en jihadist-gruppe på Facebook, hvorfra flere medlemmer opholder sig i Syrien, hvor de har meldt sig under Islamisk Stats faner.

Udover at have lagt billeder på op Facebook af dem selv, har de angiveligt også hyldet terrorangrebet i Paris fredag den 13. november, hvor 130 mistede livet.

»Dette er kun begyndelsen,« skrev mændene blandt andet ifølge AP.

Samtidig stod de fire mænd også bag en helt særlig trussel, forklarer chefanklager Tommaso Buonanno, til AP. En trussel rettet mod pave Frans.

»Husk, der vil ikke være nogen pave efter denne. Denne er den sidste. Glem ikke, hvad jeg har fortalt dig,« lød truslen angiveligt ifølge Tommaso Buonanno.

Mistænkt for at være terrorist-sympatisører

De fire mistænkes for at være terrorrist-sympatisører og for at opfordre til racehad.

Den etniske albaner, der blev anholdt i Kosovo, mistænkes også for at forsøge at rekruttere IS-krigere til at kæmpe i Syrien og Irak.

»De våben, der blev fundet i Kosovo, viser, at de de kunne have handlet,« siger chefen for anti-terror-kontoret i den norditalienske by Brescia, Giovanni De Stavola, til AP.

I alt gennemførte de italienske myndigheder ransagninger i Brescia, i Vicenza, Padova og i det centrale Perugia.