Tre vildtvagter og en congolesisk soldat er blevet dræbt i et forsøg på at forhindre krybskytter i at skyde en elefant. I alt otte mennesker har mistet livet i kampe mod krybskytter i Garamba-parken i år.

DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO: Fire personer mistede i sidste uge livet i kampe mod svært bevæbnede krybskytter i nationalparken Garamba i Demokratiske Republik Congo.

Der er tale om tre vildtvagter og en soldater fra den congolesiske hær, der ifølge nyhedsbureauet AFP deltog i et forsøg på at forhindre krybskytterne i at skyde en elefant.

Patruljen på ti mand fulgte sporet af en elefant til krybskytternes lejr, hvor de kom under beskydning.

Patruljen flygtede, og en tilkaldt helikopter formåede kun at redde seks mand ud i live. De resterende blev efterladt og fundet dræbt torsdag, skriver AFP ifølge Yahoo News.

Drabene bringer det samlede dødstal i Garamaba-parken op på otte i år.

»De store elefantflokke, som parken er berømt for, gør den til et vedvarende mål for velorganiserede, velbevæbnede og veludrustede grupper af krybskytter,« lyder det i en udtalelse fra organisationen African Parks, der driver fem afrikanske nationalparker, heriblandt Garamba i det nordøstlige DR Congo.

Garamba er opført på UNESCOs verdensarvsliste. Den ligger i et uroplaget område, der hærges af blandt andre oprørsgruppen Lord’s Resistance Army.