Myndighederne i Libyen har foretaget en række anholdelser, men foreløbig holder man igen med oplysninger om de fire anholdte
LIBYEN: De libyske myndigheder har anholdt fire personer i kølvandet på det omfattende angreb på det amerikanske konsulat i byen Benghazi tirsdag. Det oplyser landets viceindenrigsminister torsdag.
- Fire mænd bliver tilbageholdt, og vi afhører dem, da de er mistænkt for at have ansporet begivenhederne ved det amerikanske konsulat, siger Wanis Sharif til nyhedsbureauet Reuters.
Ministeren ønsker ikke at komme med yderligere detaljer om de anholdte, og hvordan de præcis er indblandet i begivenhederne.
Angrebet på konsulatet, der kostede dem amerikanske ambassadør Chris Stevens og tre ambassadeansatte livet, begyndte som en demonstration tirsdag aften. Her var flere personer samlet for at protestere mod en islamfjendtlig film produceret i USA.
Men demonstrationen fik følge af en større gruppe af personer rustet til kamp, og pludselig var et halvt hundrede svært bevæbnede mænd forsamlet uden for konsulatet.
Det lykkedes mændene at trænge ind på konsulatets område, og det kom til voldsomme ildkampe mellem sikkerhedsvagter og angriberne. Men vagterne på konsulatet var reelt magtesløse.
Præsident Obama har svoret, at amerikanerne vil finde de skyldige bag angrebet, så de kan blive straffet.