Ved du noget om sagen, eller var du vidne til episoden? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En blot fire-årig britisk pige er i livsfare, efter hun blev suget ind i en filterpumpe i en spa-pool på Admiral Hotel i i Zlatni Piasatzi i Bulgarien.

Det danske rejsebureau Bravo Tours udbyder rejser til hotellet om sommeren, og det er således ofte velbesøgt af danske turister.

Men rejsebureauet vil ikke råde deres gæster til at afholde sig fra at bruge den pågældende spa-pool.

»Vi har været i kontakt med vores agent dernede, og det, hun fortæller os, er, at pigens forældre efterlod deres datter i poolen. Poolen har en aldersgrænse på 12 år, og de har altså ikke overholdt reglerne,« fortæller Peder Hornshøj, adm. direktør i Bravo Tours.

Ifølge Bravo Tours oplysninger befandt den lille pige sig i poolen uden forældrenes opsyn. Hun kæmper lige nu for sit liv på et hospital i byen Varna. Det skriver The Sun.

»Jeg er meget tryg ved hotellet, og vi har haft danske gæster dernede i 15 år. Det er et af de mest benyttede hoteller i området, og det har et godt ry,« slår Peder Hornshøj fast.

Direktøren kalder hændelsen for ’ekstrem’ uheldig, men han fastholder, at ansvaret alene ligger hos forældrene.

Ved du noget om sagen, eller var du vidne til episoden? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.