Sverige har i et stykke tid halset efter både Danmark og Norge indenfor cykelsport, men nu tyder det på, at vort broderfolk har et lysende talent på vej.

Politiet i Malmö måtte tirsdag gå på jagt efter en fireårig dreng, som havde givet sin familie baghjul midt i centrum. Det skriver Aftonbladet.

- Han havde netop fået en ny trehjulet cykel, som han skulle prøve. Og så forsvandt han, som skudt ud af en pistol, siger Lars Förstell hos politiet i Skåne ifølge Aftonbladet til det svenske nyhedsbureau TT.

Da politiet fandt den fireårige purk i Malmös centrum, havde han tilbagelagt 700 meter.

- Han har cyklet langt. Han fulgtes egentlig med sin otte år gamle søster, som cyklede på en tohjulet cykel, men hun kunne ikke følge med, så han må have haft fart på, siger Lars Förstell.

Heldigvis kom cykelstjernen in spe ikke noget til.