Finansminister fik pakke med projektil

Spændingerne fortsætter i det gældsplagede Grækenland, hvor finansministeren mandag modtog en pakke med en krystalklar besked.

GRÆKENLAND: Den græske finansminister, Yannis Stournaras, modtog mandag en pakke med et projektil og en dødstrussel, oplyser politikilder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Afsenderen er en forholdsvis ukendt gruppe ved navn »Kretensisk Revolution«, som advarer ministeren mod at konfiskere ejendomme og smide husejere på gaden i det gældsplagede land. For en uge siden sendte gruppen tilsvarende breve til flere skattekontorer på Kreta - Grækenlands største ø.

Finansministeren har fået mange grækere på nakken, fordi han i deres øjne er en marionetdukke for EU og Den Internationale Valutafond, der kræver græske nedskæringer for at udbetale omfattende, økonomiske hjælpepakker.

For få dage siden stormede en gruppe demonstranter det græske beskæftigelsesministerium, som de efterfølgende besatte i to timer. Ordensmagten havde inden da brugt tåregas og knipler mod cirka 300 personer, som demonstrerede foran ministeriet med bannere med tekst som »Nej til nedskæringer« og »Gå på gaden«.

Landet har samtidig været ramt af omfattende strejker. For nylig truede den græske regering ansatte i transportsektoren med fyringer og arrestationer, hvis ikke de vendte tilbage til arbejdet.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her