Især mænd begår selvmord, når arbejdsløsheden er høj. For mandens identitet er forbundet tæt med arbejdet.
Mere end 1.000 englændere har begået selvmord alene på grund af finanskrisen.
Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse, som sociolog David Stuckler fra Cambridge University har udgivet i British Medical Journal.
- Her efter OL er dette en dyster påmindelse om de udfordringer, vi står overfor, og de, der ligger forude, siger sociologen til Reuters.
Undersøgelsen viser, at mellem 2008 og 2010 var der 846 flere selvmord blandt engelske mænd og 155 flere blandt kvinder, end man ville have forventet i forhold til tidligere tiders tendenser.
Rapportens konklusion bliver bestyrket af andre indikatorer - som stigninger i antallet af personer med mentale helbredsproblemer og stress- og angsttilfælde.
I 2010 var der desuden en mindre nedgang i antallet af selvmord, hvilket falder sammen med en jævn bedring i arbejdsløsheden blandt mænd.
En spørgeundersøgelse blandt 300 praktiserende læger viser, at 76 procent af dem oplever, at den økonomiske krise har gjort deres patienter usundere, mere angste, har medført flere aborter og ført til mere alkoholmisbrug.
Sidste år udgav Stuckler i øvrigt en artikel, der konkluderede, at selvmordsraten i Europa steg markant fra 2007 til 2009, efter at finanskrisen havde medført kraftigt stigende arbejdsløshed og fik stor betydning for familiers rådighedsbeløb.
I begge undersøgelser står mændene for størstedelen af selvmordene. Stuckler forklarer:
- Meget af mandens identitet og mening med livet er forbundet med at have et arbejde. Arbejdet medfører nemlig indkomst, status og vigtighed. Samtidig er kvinder mere tilbøjelige til at søge hjælp, siger han til Reuters.



