I en tale til nationen kalder præsident Rodrigo Duterte sine modstandere i narkokrigen for udyr.

Manila. Massive protester mod Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, og hans krig mod narko får ikke præsidenten til at holde inde.

Det slår han fast i sin årlige tv-tale til nationen.

- Det er en utrættelig og kompromisløs kamp, siger Duterte.

Samtidig gør han det klart, at han langt fra mener, at situationen i landet er acceptabel.

- Det er som en jungle med udyr, der jager uskyldige og hjælpeløse, siger han.

Siden Duterte kom til magten i 2016, har han ført en nådesløs krig mod narkohandlere i landet.

Den har ført til tusindvis af drab og fængslinger, der er blevet voldsomt kritiseret internationalt.

I sin tale gør Duterte en dyd ud af at afvise kritikerne og fastslår, at han ikke skræmmes.

- Prøv ikke at skræmme mig med fængsel eller Den Internationale Domstol (i Haag, red.). Jeg er villig til at gå i fængsel resten af mit liv, siger han.

Han gentager også sin appel til kongressen om at genindføre dødsstraf for narkokriminalitet.

- Kampen stopper ikke, før de, der handler med stoffer, forstår, at de skal stoppe, fordi alternativet enten er fængsel eller helvede, siger han.

Dutertes udiplomatiske facon skabte også sidste år overskrifter, da præsidenten holdt sin tv-tale.

Her kaldte han til kamp mod narkobander og svinede daværende USA-præsident Barack Obama til.

I den filippinske hovedstad, Manila, har tusindvis været på gaden i protest mod Dutertes styre de seneste dage.

Demonstranterne fordømmer hans aggressive kamp mod bander og den militære undtagelsestilstand i regionen Mindanao.

Den militære undtagelsestilstand i landet blev lørdag forlænget frem til nytår.

Kongressen har desuden mandag behandlet to vigtige love om oprettelsen af en autonom muslimsk region og en fundamental ændring af det politiske system.

/ritzau/Reuters