Ny aftale mellem USA og Manila baner vej for øget amerikansk militær tilstedeværelse i øriget.

Manila: Filippinernes højeste domstol har afgjort, at en forsvarsaftale, som øriget indgik med USA i 2014, ikke er i strid med den filippinske forfatning. Det baner vej for øget amerikansk militær tilstedeværelse i Filippinerne.

Aftalen, der gælder for 10 år, er ikke implementeret på grund af en juridisk usikkerhed, som nu er væk.

Aftalen betyder, at flere amerikanske soldater kommer til at deltage i fælles militære manøvrer i landet, og at filippinere skal være med til at bygge nye militære anlæg.

Aftalen er indgået på et tidspunkt, hvor der er mange spændinger i regionen på grund af Kinas fremfærd i Det Sydkinesiske Hav, hvor der blandt andet er store mængder af olie og gas.

Kina har for få dage siden meddelt, at det vil bygge endnu et hangarskib.

Filippinerne har lige som Brunei, Malaysia, Taiwan og Vietnam territoriale stridigheder med Kina i Det Sydkinesiske Hav.

Spændinger mellem Kina og USA er taget til som følge af kinesernes etablering af kunstige øer på koralrev og klippeskær i Det Sydkinesiske Hav.

USA siger, at folkeretten ikke tillader territorialt farvand omkring kunstige øer, der er bygget på tidligere undersøiske skær, selv om kineserne også har bygget landingsbaner og havne på stedet.

Der er udsendt blandede signaler om de kunstige øers betydning for Kinas territoriale krav i området.

USA er blevet kritiseret af kineserne for erklæringer om, at det amerikanske militær vil blive ved med at flyve og sejle i det omstridte hav og inden for den zone, som Kina gør krav på.

Frem til 1992 havde USA to af dets største udenlandske baser i Filippinerne. Præsident Barack Obama har øget USA's økonomiske og sikkerhedspolitiske fokus i Asien.

Ifølge Obama betyder aftalen med Filippinerne, at flere amerikanske tropper får adgang til landet i forbindelse med militære øvelser, men han understreger samtidig, at der ikke kommer permanente amerikanske baser.

/ritzau/Reuters

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook