Den bangladeshiske modtager af Nobels fredspris Muhammad Yunus er blevet fyret fra Grameen Bank.

Muhammad Yunus fra Bangladesh, der har modtaget Nobels fredspris for mikrofinansieringsbanken Grameen Bank, er blevet fyret fra banken, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det siger en embedsmand fra banken.

Yunus har været under politisk pres for at træde tilbage fra den bank, han selv har grundlagt, i flere måneder.

- Vi har løst Yunus fra hans pligter som administrerende direktør i Grameen Bank med øjeblikkelig virkning, siger Muzammel Huq, der er formand for Grameen Bank til AFP.

Grameen Banks vicedirektør Nurjhan Begum siger, at banken vil udsende en formel meddelelse om Yunus' tilbagetræden om kort tid.

Yunus Muhammed har været direktør i banken siden 2000.

Han har været under angreb fra premierminister Sheikh Hasinas regering siden sidste år, efter at en norsk dokumentarudsendelse hævdede, at banken snød i skat.

Yunus har hele tiden afvist at have gjort noget galt. Han siger, at der er blevet lagt pres på ham på grund af en strid, han har haft med Hasina siden 2007, da han forsøgte at danne sit eget politiske parti.

Den nu 70-rige Yunus har siden 1976 helliget sig kampen mod fattigdom ved at give fattige lån, uden at de behøver at stille sikkerhed.

Hans vision og stædige kamp indbragte ham i 2006 Nobels fredspris.

/ritzau/AFP