Anders Behring Breiviks forsvarere overvejer at bruge Mullah Krekar, der netop er dømt for dødstrusler, i et forsøg på at bevise, at Breivik ikke er sindssyg.

Najmuddin Faraj Ahmad, bedre kendt som Mullah Krekar, blev mandag idømt fem års fængsel i Oslo for dødstrusler mod partiet Høyres leder Erna Solberg.

Dommeren konkluderede, at der var »ingen formildende omstændigheder« og fulgte dermed anklagerens forventning om de fem års fængsel.

Mullah Krekar har i sagen hele tiden forsvaret sig med, at han blot formidler islamisk lov ifølge koranen. Til det sagde dommeren Per Fleisje ifølge vg.no:

- Retten fornægter ikke Sharia. Men Sharia har ingen plads i norsk retspraksis. Ingen kan håndhæve Sharia i Norge.

Mullah Krekar er internationalt kendt for sine ekstreme udtalelser, og undervejs i retssagen blev det norske retsvæsen nødt til at udarbejde en tillægstiltale mod ham på grund af nye truende udtalelser.

Truslen mod Erna Solberg blev fremsat i juni 2010 under et møde i Oslo. Her skulle Mullah Krekar have sagt, at Solberg måtte bøde med livet, hvis en tidligere udvisningsdom mod ham blev realiseret.

Foruden de fem års fængsel blev Mullah Krekar dømt til at betale 100.000 kr. i erstatning til en kurder, som han også har truet. Han ankede dommen på stedet, skriver vg.no.

Mullah Krekar kan meget vel ende med at blive aktuel i en anden opsigtsvækkende sag. I følge flere norske medier overvejer Anders Behring Breiviks forsvarere at indkalde Mullah Krekar som vidne, fordi de på den måde vil forsøge at bevise, at Breiviks frygt for islam var berettiget - og at han dermed ikke var sindssyg, da han begik sine forbrydelser i Oslo og på Utøya sidste sommer.