CUBA: Den tidligere cubanske præsident, 88-årige Fidel Castro, har vist sig offentligt for første gang i 14 måneder.

Det er sket i forbindelse med, at revolutionshelten i denne uge mødtes med en delegation fra Venezuela, fortæller de lokale cubanske medier lørdag.

Det er Castros første offentlige optræden, efter han sidst blev set 8. januar 2014 i forbindelse med åbningen af et kulturcenter i Havana.

Ifølge Reuters viser de lokale medier billeder af Castro, der siddende i sin bil giver hånd til de besøgende fra Venezuela. Han er iført en baseball-kasket, og flere medier rapporterer også, at han nu bærer høreapparat.

Siden Castro af helbredsgrunde trak sig tilbage i 2006 og blev afløst som præsident af sin bror Raul, har han holdt lav profil.

Castro blev landets leder i 1959 efter at have ført en partisanhær til sejr mod det korrupte regime under diktatoren Fulgencio Batista. Det bragte ham i unåde hos USA, der angiveligt flere gange forsøgte at myrde eller fjerne den venstreorienterede revolutionshelt.

BNB