Når chokoladen er spist, skal den lille gule plastikbeholder inde i et Kinderæg åbnes. En del af konceptet er, at indholdet skal være en overraskelse - normalt en slags legetøj. Men da en lille dreng på fem år fandt og åbnede plastikbeholderen, fik både forældre, politi og politikere sig noget af en overraskelse.

Det skriver det britiske medie Daily Star.

En dreng på fem år legede med sin bror i vejkanten i området Drumachose i Nordirland, da han fandt et gult hylster fra et Kinderæg. Da drengene åbnede plastikbeholderen, fandt de en lille pose med hvidt pulver.

I stedet for et uskyldigt stykke legetøj, viste det sig, at posen indeholdt det farlige stof crystal methamfetamin. Et stof, der er stærkere end både amfetamin og kokain.

Heldigvis gav drengene den mistænkelige pose til deres far. Han afleverede efterfølgende posen hos politiet.

Hvis børnene havde åbnet posen og smagt på det stærke narkotikum, kunne episoden have udviklet sig til en tragedie.

En lokal politiker fra det nordirske parti Democratic Unionist Party, Alan Robinson, beder derfor borger i området om være ekstra opmærksomme.

»Som far til et barn ved jeg, hvor lokkende Kinderæg og deres indhold er for børn. I dette tilfælde skal børnene roses for at give indholdet videre til deres forældre,« siger han til Daily Star.