En 38-årig mand er ved Woolwich Crown Court i London anklaget for at have banket sin femårige stedsøn til døde i et raserianfald den 20. november sidste år.

Det skriver The Independent.

Manden er anklaget for at have pådraget den femårige dreng skader i hovedet og maven. Skaderne endte til sidst med at være dødelige. Den anklagede 38-årige skulle angiveligt have tæsket den femårige dreng, fordi han havde glemt sin kondisko i en park.

Overfaldet foregik angiveligt ved Mountsfield Park i det sydøstlige London, og flere vidner hævder ifølge Daily Mail, at have hørt drengen bede om tilgivelse og sige undskyld, før de hørte ham blive ramt af slag.

Et af vidnerne i retten, Sarah Strugnell, havde hørt voldsomme lyde fra parken samme aften, som overfaldet på den femårige dreng angiveligt fandt sted.

»Der er ikke meget, som skræmmer mig, men det skræmte mig. Det fik mig til at få det dårligt, jeg tænkte, 'hvad fanden det her er for meget',« forklarede hun i retten ifølge Daily Mail.



Et andet vidne har også forklaret i retten, hvordan han hørte noget, der lød som om to voksne mænd sloges, indtil han opdagede, at der var tale om en voksen mand og et barn.

Forsvarsadvokat Sally O'Neil foreslog efterfølgende vidnerne, at lydene de havde hørt, måske var lyden af parkens porte, der blev lukket - men begge vidner afviste den teori.

Efter overfaldet tog den 38-årige mand angiveligt en taxa hjem med drengen, og han ringede efter sigende til den lille drengs mor for at sige, at hendes søn var faldet i søvn. Senere angreb han ifølge anklagemyndigheden moderen i deres fælles hjem for at undgå, at moderen ringede efter en ambulance, skriver Daily Mail.

Først tre timer senere blev den femårige dreng derfor bragt til hospitalet, hvor han blev opereret. Desværre stod hans liv ikke til at redde, og den lille dreng døde to dage senere af sine skader, er nævningene blevet fortalt i retten.

En undersøgelse efter drengens død har vist, at drengen havde mindst 22 mærker over hele kroppen og døde af blødninger i hjernen.

Den 38-årige mand afviser mordanklagen.