Fem personer mistede livet, da en mand gik ind i et indkøbscenter i byen Burlington i den amerikanske delstat Washington og begyndte at skyde omkring sig. Nu har de amerikanske myndigheder sat navn og billede på den person, som de mener, stod bag skyderiet.

Det skal være den 20-årige Arcan Cetin, der stammer fra byen Oak Harbor i netop Washington.

Politiet i delstaten Washington har anholdt en mand, som mistænkes for at have skudt og dræbt fire kvinder og en mand i et indkøbscenter i byen Burlington fredag aften. Det sker, efter at en menneskejagt har været i gang i næsten et døgn.

Her er, hvad vi ved om forløbet indtil videre:

* Fredag kort før klokken 19 lokal tid går en ukendt gerningsmand ind i kosmetikafdelingen i Macy's og begynder at skyde med en riffel. Ti minutter tidligere var han inde i indkøbscentret uden sit våben.

* Fire kvinder og en mand bliver dræbt af skud.

* Gerningsmanden beskrives af politiet som en ung mand med latinamerikansk udseende.

* Han forlader indkøbscentret til fods.

* Efter skyderiet bliver den mistænkte set gå mod en motorvej. Betjente ankommer først til indkøbscentret, da gerningsmanden har forladt stedet.

* Politiet finder senere et våben i indkøbscentret i Burlington, der ligger omkring 110 kilometer nord for Seattle.

* Politiet offentliggør efterfølgende overvågningsbilleder af den mistænkte for at få offentlighedens hjælp til at identificere den mistænkte, som menes at have handlet alene.

* Ifølge politiet er angrebet ikke terrorrelateret. Motivet er endnu ukendt.

* Lørdag aften lokal tid oplyser politiet, at en mand er anholdt i sagen.

Kilder: Reuters og AFP

/ritzau/