Politi i Belgien, Holland og Tyrkiet har samarbejdet om overvågning af en formodet europæisk terrorcelle med forbindelse til Islamisk Stat. Fem person er blevet anholdt.

BELGIEN: Fem personer er blevet arresteret i Belgien, Holland og Tyrkiet på mistanke om terroraktiviteter, siger en belgisk embedsmand med kendskab til sagen ifølge CNN.

Belgisk, hollandsk, og tyrkisk politi har samarbejdet i flere måneder og overvåget en formodet terrorcelle med forbindelser til jihad-grupper i Syrien.

»Deres forbindelse til grupper i Syrien har været meget svære at udrede, men peger mod Islamisk Stat (IS),« siger embedsmanden til CNN.

Blandt de mistænkte er et hollandsk ægtepar med tyrkiske rødder, der blev anholdt 6. august i lufthavnen i Bruxelles, da de var på vej hjem fra en tur til Istanbul.

En tredje mistænkt blev anholdt i Belgien, en fjerde i Holland og en femte i Tyrkiet.

Flere af de formodede medlemmer af terrorcellen, der ofte rejste mellem Belgien og Holland, har tyrkiske rødder. Alle fem er i politiets varetægt.

Myndighederne reagerede hurtigt, da man fandt ud af, at den formodede terrorcelle havde skaffet sig håndvåben. Våbnene blev beslaglagt ved en ransagning af et af de mistænktes hjem i Bruxelles 6. august, og ved en ransagning i den hollandske by Haag fandt politiet terrorpropagandamateriale.

»Det er selvsagt bekymrende, når vi finder ud af, at de har skaffet sig våben,« siger embedsmanden til CNN.

»Vi var bekymrede for, om de planlagde et angreb her i Belgien, men vi ved stadig ikke, hvad de planlagde,« tilføjer han.

Embedsmanden fortæller, at der ikke er beviser for, at de mistænkte planlagde et angreb mod EU-kommissionen i Bruxelles, som flere medier har skrevet.

Europæiske myndigheder vurderer, at omkring 2.000 EU-statsborgere er draget i hellig krig i Syrien, og at mellem 500 og 1.000 har sluttet sig til Islamisk Stat.