28 mennesker blev såret, fem af dem livsfarligt, da den britiske rigmand Paul Bailey i weekenden kørte galt i en racerbil under et motorshow på Malta.

Den britiske forretningsmand Paul Bailey kørte i en Porsche 918 Spyder, da han pludselig kom ud i græskanten i den ene side og mistede kontrollen over bilen. Porchen snurrede rundt på kørebanen, kørte gennem afskærmningen og direkte ind i tilskuermængden.

Det skriver britiske The Telegraph.

Et øjenvidne fortalte et lokalt medie, hvordan han oplevede ulykken:

»Bilen satte farten ned på langsiden, da et baghjul ramte græsset. Bilen spandt ude af kontrol, kørte gennem barriererne , hvor en stor forsamling stod og så på, og ind på området med biludstillingen.«

»Mange mennesker blev ramt. Der var kaos og skrig.«

Bailey blev selv kørt til hospitalet efter ulykken, men skulle efter sigende være sluppet med mindre alvorlige skader. Blandt de fem i kritisk tilstand er en blot seksårig pige.

De seneste forlydende fra hospitalet tyder dog på, at både hun og de fire andre nu er i stabil tilstand.

Paul Bailey er vild med fart og biler og kører motorshow for at rejse penge til velgørenhed. Han og hans kone blev multi-mangemillionærer, da de i 2012 solgte deres televirksomhed.

I dag har den britiske erhvervsmand en samling på 30 superbiler, blandt dem en McLaren P1 og en Ferrari til over 1,2 millioner…pund.