Hvis flygtningelejre var omfattet af smiley-ordningen, skulle den tyrkiske Öncüpinar-lejr på grænsen til Syrien have den mest storsmilende.
KILIS: Fire år er det indtil videre blevet til. Selv den yngste af børnene er født her i den tyrkiske flygtningelejr Öncüpinar uden for byen Kilis et stenkast fra grænsen til Syrien. Men selv om der ikke foreløbigt er udsigt til, at den 31-årige kvinde og mor til fire, Fatima Hüseyinat, kan vende tilbage, og selv om hun og familien næsten hver nat kan høre bomberne falde i den syriske storby Aleppo, har hun ingen planer om at bryde op og søge mod Europa.
»Vi er taknemmelige for at være her. Her er børnehave og skole, som børnene er glade for. Det her føles lidt som Syrien. Tyrkiet er et muslimsk land, og vi føler os mere trygge her,« fortæller kvinden, der er fra byen Idlib i det nordvestlige Syrien.
Siden hun flygtede ind over grænsen til Tyrkiet sammen med sin mand og parrets dengang tre små børn, har familien boet i en af lejrens over 2.053 hvide containere. Det er trangt, men til gengæld er der megen udenomsplads med rigtige fortove, grønne arealer og indendørsfaciliteter, hvor lejrens for tiden knap 11.000 flygtninge kan opholde sig og slå tiden ihjel med blandt andet computerundervisning og vævning. Her er et stort møntvaskeri, skadestue, traumecenter og tre supermarkeder. Her børnehaver og skoler, der er bedre end dem, Fatima Hüseyinat kan huske fra sin hjemby Idlib.
»Især materialerne er bedre her,« forklarer den syriske mor, hvis børn bliver undervist af nogle af de 150 andre flygtninge, der har en tjans som lærer her i lejren.
»Forholdene er i top«
Undervisning og lægebehandling er gratis, og til de øvrige udgifter herunder mad får hver flygtning 85 tyrkiske lira – ca 210 kroner – om måneden indbetalt på et betalingskort, der kan bruges i lejrens supermarkeder.
»Forholdene i lejren er i top,« konstaterer Gabriele Cappellini, som er en erfaren italiensk nødhjælpsarbejder, der leder indsatsen i Kilis og omegn for Dansk Flygtningehjælp.
Ifølge undersøgelser, som tyrkiske universiteter og tænketanke har foretaget, er en meget stor del af de syriske lejrflygtninge i Tyrkiet ligesom Fatima Hüseyinat da også godt tilfredse med forholdene. Og ifølge Mustafa Ûnver Bôke, viceguverør i Kilis og ansvarlig for byens to flygtningelejre, er det heller ikke så meget lejrflygtningene, der i de seneste måneder er taget videre til Europa.
»Det er i højere grad de flygtninge, der bor uden for lejrene,« forklarer viceguvernøren.
Og dem – flygtningene uden for Tyrkiets i alt seks containerlejre og 19 teltlejre – er der langt, lange flere af: Mindst 1,8 millioner, mens der »kun« bor 260.000 syrere i lejrene, eller de »Midlertidige Beskyttelsescentre«, som tyrkerne kalder dem.
»Det er en kæmpe udfordring,« siger Süleyman Tapsiz, der er guvernør i Kilis, hvor antallet af syriske flygtninge for længst er løbet fra områdets tyrkiske indbyggere.
»Vi taler nu om 120.000 syrere mod 90.000 tyrkiske statsborgere. Det giver naturligvis et voldsomt pres på vores infrastruktur og vore serviceydelser, når indbyggertallet på så kort tid mere end fordobles. Det gælder alt fra vandforsyning, affaldshåndtering, undervisning og adgang til læge og sygehuset, som oven i alt det andet næsten dagligt får sårede soldater ind fra slagmarken i Syrien,« siger Süleyman Tapsiz.
Selv om Tyrkiet tilbyder krigsflygtningenes børn gratis skolegang, er det kun under halvdelen blandt flygtningebørnene uden for lejrene her i Kilis, der faktisk får den. Det svarer til det nedslående billede på landsplan, hvor omkring 400.000 af de hen ved 700.000 syriske børn ikke er i skole.
Vigtigt for Europa
Det er der ifølge Gabriele Cappellini fra Dansk Flygtningehjælp flere forklaringer på. Blandt andet arbejder mange af børnene eller sendes på gaden for at tigge, fordi familien mangler, forklarer han.
Forholdene, som flygtningene lever under, er ikke kun vigtige for dem selv og for værtslandet. De er også vigtige for Europa, som satser på, at vilkårene for syrerne kan blive så gode i Tyrkiet – og de andre lande i Syriens nærområde – at flygtninge bliver dernede. Derfor er EU parat med en økonomisk håndsrækning til Tyrkiet på omregnet 23 milliarder kroner. Tyrkerne har selv spenderet i omegnen af 49 milliarder kroner på flygtningene i de seneste knap fem år, så EUs tilbud er ikke bare pebernødder.
For EUs penge vil der kunne opføres adskillige lejre svarende til den her i Kilis, hvis man tager udgangspunkt i tallene fra Tyrkiets katastrofe- og beredskabsstyrelse (AFAD), der hører under premierministerens kontor og har ansvaret for flygtningeindsatsen. Ifølge AFAD har det nemlig kostet 1,8 milliarder kroner at etablere de nuværende seks containerbyer og 19 teltlejre. Dertil kommer prisen for at have syrerne i lejrene, og med de 252.000, der p.t. bor i lejre i Tyrkiet, løber det op i omregnet 6,2 millioner kroner om dagen.
Men det er det rene talgymnastik, for som den tyrkiske regering i hovedstaden Ankara understreger, så vil Tyrkiet ikke være én stor flygtningelejr for alle de flygtninge, som Europa ikke vil have.
Det er guvernøren i Kilis – som nogen nu kalder »Lille Aleppo« på grund af de store antal syriske flygtninge – helt enig i.
»Tyrkiets kapacitet er allerede overbelastet,« fastslår Süleyman Tapsiz.
