Krig. Ondskab. Og en livstruende sygdom, som vi troede, for længst var forsvundet fra verden. Sjældent har så mange tragedier udspillet sig på den internationale scene som i 2014.

Mens Afrika har været hærget af den dødelige epidemi ebola, har den syriske borgerkrig i Mellemøsten kostet hundredtusinder af mennesker livet og sendt millioner på flugt. Den militante bevægelse Islamisk Stat har terroriseret den lokale befolkning og skabt skræk og rædsel i den vestlige verden med halshugninger af journalister og en aggressiv hvervning af vesterlændinge.

I Europa har Ukraine og russiske aktivister været i en indædt kamp om land, der resulterede i nedskydningen af passagerflyet MH17 med 298 mennesker om bord, der alle mistede livet.

Hos Røde Kors vil man sent glemme år 2014.

»Det har været det mest alvorlige konfliktår, jeg kan huske. Jeg tror aldrig, vi har haft så mange katastrofer, som vi har haft i 2014,« siger generalsekretær Anders Ladekarl.

Borgerkrige

To afrikanske borgerkrige og oversvømmelser i Malaysia, der har sendt 200.000 mennesker på flugt, er ikke foregået under samme mediebevågenhed som krigen i Syrien. Men Røde Kors er til stede overalt, så når der opstår flere konflikter og kriser end normalt, kan det mærkes.

»Vi har flere mennesker udsendt og vi har brugt flere penge, end vi plejer. Når vi deler en madration ud i Syren, der skal holde én måned, beder vi dem om at få den til at holde to eller tre, siger generaldirektøren, der griner, da han bliver spurgt, om han kan pege på noget positivt i 2014.

Taleban på krigsstien

»Det er meget svært at få øje på. 2015 kan måske blive endnu værre. Nato-styrkerne har netop trukket sig ud af Afghanistan, og vi frygter, at det kan få Taleban tilbage på krigsstien, siger Ladekarl.

Ole Wæver, professor og centerleder på Institut for Statskundsskab ved Københavns Universitet er både enig og uenig i, at der har været mange konflikter i år.

»Antallet af krige i verden er som hovedtendens faldende. Det steg efter murens fald, faldt så igen, men er steget lidt efter Det Arabiske Forår. Og antallet af dræbte stiger især på grund af den tragiske krig i Syrien. I det store historiske billede er antallet af krige og dødsfald faktisk ikke højt. Det er naturligvis alt for højt set i forhold til, hvad vi moralsk og politisk skal stræbe efter. Den anden vigtige målestok er flygtninge, og her ligger 2014 exceptionelt højt. Også det handler langt hen ad vejen om Syrien – men ikke kun,« siger professoren, der mener, at perioden omkring 2014 vil blive husket i fremtiden som et vendepunkt, hvor flygtningeproblemet vokser langt mere voldsomt end dødsfald i krige.

Det travleste år

En af dem, der netop har befundet sig midt i katastroferne, er TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt.

»2014 har været det travleste år, jeg overhovedet har haft i min tid som korrespondent. Det er en ambivalent følelse, for jo flere ubehagelige ting, der sker i verden, jo mere travlt får jeg. Og i år er der sket nogle skelsættende begivenheder, som ingen havde forudset,« siger TV 2-korrespondenten.

Rasmus Tantholdt peger på den militante gruppe Islamisk Stats hærgen som årets mest indflydelsesrige begivenhed.

»Der er ingen anden begivenhed, der har påvirket så mange mennesker på Jorden. Når vi om 30 år ser tilbage, vil vi stadig huske, hvordan IS skabte skræk og rædsel,« siger Rasmus Tantholdt, der dog nævner ebola som det, der i 2014 har gjort størst indtryk på ham. Både fordi han har følt en enorm afmagt. Men også fordi det har haft dyb indvirkning på hans eget liv.

»Normalt slutter mine rejser i Københavns Lufthavn. Men sådan er det ikke, når man dækker ebola. Når man kommer hjem, kan man selv være under mistanke for at være smittet, og man kan ikke undgå at være nervøs, selv om man forbereder sig og passer ekstremt godt på. Og da jeg efterfølgende var ude at holde foredrag, oplevede jeg, at folk ikke turde sidde på første række, fordi de var bange for, at jeg smittede dem. Det har jeg aldrig prøvet før,« siger han.

Her er fire af de værste kriser i 2014

Borgerkrig sender millioner på flugt

Foto: Rodi Said
Vis mere

Det Arabiske Forår i 2011 blev startskuddet til den syriske borgerkrig, der stadig raser. Syrerne lod sig inspire af deres nabolande og krævede diktatoren Bashar al-Assad fjernet fra magten, men i modsætningen til nationer som Algeriet og Tunesien lykkedes det ikke befolkningen at vælte præsidenten. Al modstand blev nedkæmpet med hård hånd, og landet har været i borgerkrig lige siden.

Krigen har skabt flere end tre millioner flygtninge, og over 190.000 mennesker har mistet livet. Konflikten er speget, da der er mindst fire forskellige militære styrker, der kæmper om Syrien. Præsident Assads hær forsøger at bevare diktaturet, imens den syriske modstandsbevægelse kæmper for at vælte diktatoren. Den berygtede terrororganisation Islamisk Stat har benyttet lejligheden til at forsøge at erobre landet for at indføre et islamisk kalifat. Samtidig i det nordlige Syrien kæmper kurderne for at beholde områder, der er erobret fra Assad, og samtidig holde IS på afstand.

Landet er nu splittet mellem fire store grupper med hver deres dagsorden, der konstant kæmper om hver eneste kilometer land på bekostning af civile liv.

Ebola-epidemi dræber tusinder og lammer Vestafrika

Foto: BAZ RATNER
Vis mere

I marts opstod det første tilfælde af den livstruende virus ebola i Guinea i Vestafrika. Siden har flere end 6.000 mennesker mistet livet, og flere end 17.000 er blevet smittet af det, der har udviklet sig til en epidemi i de vestafrikanske lande. Op mod 90 pct. af ebolasmittede dør af sygdommen. Og da Vestafrikas sundhedssystem er ekstremt ressourcesvagt, spreder sygdommen sig lynhurtigt i specielt de store byer. Der er konstateret flere tilfælde af ebola uden for Vestafrika, senest i Skotland, men endnu ingen udbrud.

Islamisk Stat spreder rædsel og bliver hele verdens fjende

Foto: Scanpix
Vis mere

Den ekstremistiske terrororganisation Islamisk Stat (IS) har i løbet af 2014 spredt skræk og rædsel i ikke kun Syrien og Irak, men i hele verden. IS ledes af den fanatiske Abu Bakr al-Baghdadi, der er så ekstrem, at selv al-Qaeda har slået hånden af ham. Organisationen har erobret store dele af Syrien og Irak og kontrollerer et areal, der er større end Storbritannien. I løbet af 2014 har den militante, islamistiske gruppe truet USA og Vesten og henrettet adskillige gidsler, heriblandt flere vestlige, hvis halshugninger er blevet filmet og offentliggjort på sociale medier. En international koalition har sendt fly for at bombe IS, og Danmark deltager med syv F-16-jagere, der opererer fra en base i Kuwait.

Ruslands erobringstrang i Ukraine skaber Koldkrigs-stemning

Foto: SERGEY BOBOK
Vis mere

I årets første måneder flød blodet i Kievs gader, da en regulær borgerkrig brød ud i Ukraine. Ukrainerne gik på gaden i protest over, at deres præsident Viktor Janukovitj skrottede en samarbejdsaftale med EU til fordel for en låne- og handelsaftale med Rusland. Adskillige mistede livet i voldsomme kampe på Uafhængighedspladsen, og i slutningen af februar besatte russiske soldater den ukrainske halvø Krim. I juli blev to fly skudt ned over Ukraine, og der er fortsat spændinger mellem den ukrainske regering og prorussiske separatister. Krisen betegnes som den største sikkerhedspolitiske trussel i Europa siden afslutningen på Den Kolde Krig.

 

Og tre gode ting vi ikke må glemme:

Brasilien afholdt i juli 2014 en vellykket fodboldfest for hele verden, da landet var vært for den 20. udgave af VM i fodbold. På tværs af nationaliteter, religioner og overbevisninger mødtes folk fra hele kloden til en folkefest om en lille rund bold.

Den pakistanske skolepige Malala Yousafzai modtog i oktober Nobels Fredspris 2014 for at kæmpe for børns rettigheder og for ret til skolegang. Malala Yousafzai er kendt af offentligheden, fordi hun for to år siden blev skudt i hovedet af Taleban-bevægelsen.

I november kunne ikke kun Tyskland, men hele verden fejre 25-året for Berlinmurens fald. Den 9. november 1989 brød kommunismen sammen i Østeuropa, og Berlinmurens fald blev symbol på afslutningen af Den Kolde Krig og Europas deling i øst og vest.