Britisk politi advarer om farlig tendens, efter at flere turister er blevet set gå rundt på en togstrækning, der har været med i Harry Potter-filmene.

Fut. Fut. Det ikoniske og magiske damplokomotiv med de gammeldags togvogne, der hvert år bringer Harry Potter til troldeskolen Hogwarts, er fast inventar i Harry Potter-filmene.

Og derfor er det måske heller ikke mærkeligt, at mange 'Harry Potter'-fans er dybt betaget af det rigtige tog, der blev brugt til optagelserne. For toget findes faktisk. Eller en del af det gør i hvert fald.

Det 'magiske tog' blev i filmene set køre gennem det smukke engelske landskab. Og et af de steder, der blev brugt til optagelserne er Glenfinnan-viadukten i højlandet. Den smukke gamle viadukt, der blev bygget i begyndelsen af forrige århundrede, bliver derfor flittigt besøgt af Harry Potter-fans, der gerne vil have et glimt at det sted, hvor noget af filmene blev optaget.

Men nu er det gået for vidt, mener britisk politi. En familie med to små børn er nemlig blevet set gå på selve jernbanestrækningen på viadukten. Og det er simpelt hen for farligt, mener politiet der advarer om at gå på skinnerne. Politiet oplyser desuden, at det er ulovligt, skriver Sky News.

Og det er ikke første gang, at man ser dumdristige fans på strækningen. Tidligere er to mænd også blevet set på viadukten, hvor de tog billeder, og de britiske statsbaner oplyser, at de er bekendt med flere lignende tilfælde.

Togstrækningen bliver fortsat benyttet - blandt andet af damplokomotivet med vogne, og det er blandt andet det, som  folk valfarter for at se.

»Men de bliver nødt til at indse, at de må gøre det på en sikker måde - og uden at bryde loven«, siger en talsmand fra det britiske transport politi til Sky News.