En 31-årig norsk mand er sigtet for grov vold mod sin fire uger gamle datter. Det, som faderen kalder for 'et uheld', har resulteret i, at den lille pige er blevet blind og hjerneskadet og kommer aldrig til at leve et normalt liv. Manden nægter sig skyldig i anklagerne.

Siden en skæbnesvanger nat for syv måneder siden, har den lille piges liv været et sandt mareridt.

»Det sidste, jeg har hørt fra børneforsorgen, er, at hun sandsynligvis aldrig vil blive i stand til at sidde eller gå, og måske kommer hun heller aldrig til at tale,« siger bistandsadvokat Brit Kjelleberg til Dagbladet.

I dag er pigen otte måneder gammel, men hendes udvikling er gået fuldstændig i stå efter det, anklagemyndigheden mener, er grov vold fra faderens side.

»Blandt andet har hovedstørrelsen ikke udviklet sig. Hun har mange spasmer og kramper og et stort behov for fysioterapi. Hun vil med al sandsynlighed være afhængig pleje af resten af livet,« fortsætter Brit Kjelleberg.

Sagen er nu endt for retten, og den 31-årige far, som er af somalisk afstamning, nægter sig skyldig. I retten forklarer den tiltalte, at han blev ringet op af sin kone midt om natten, fordi deres lille datter græd meget. Han tog derfor hjem fra sit arbejde som taxachauffør og lagde sig til at sove ved siden af spædbarnet. Men ved et uheld kom han i søvne til at ramme den lille pige så hårdt med sin albue, at det gjorde ondt på ham selv, lyder hans forklaring.

»Jeg vågnede, i det jeg ramte hende, fordi hun begyndte at skrige,« forklarer den 31-årige i retten.

Men anklagemyndigheden mener ikke, at de voldsomme skader, pigen har fået, stemmer overens med faderens forklaring.

Først halvandet døgn efter det, manden kalder et 'uheld', blev den lille pige taget med til lægevagten. Her blev det konstateret, at hun havde hævelser rundt om venstre øje, tindingen og kæben, en blodsamling i venstre øje og knap nok var ved bevidsthed.

I al hast blev den lille baby overført til et hospital, hvor lægerne med det samme kunne se, at pigen var i livsfare. Hun havde alvorlige hovedskader og muligvis brud på kravebenet og kraniebrud. Lægerne kontaktede politiet og børneforsorgen, og samme dag blev forældrene anholdt.

»Havde jeg vidst, at hun havde pådraget sig skader i hovedet, så ville jeg have taget hende med til lægen tidligere,« forklarer den 31-årige far i retten.

Både han og pigens mor er tiltalt for ikke at have været søgt hjælp hurtigt nok, selvom deres baby var i livsfare. Derudover risikerer pigens far en dom for grov vold mod det lille spædbarn.