Far smider 3-årig søn ud fra 52. etage

En 35-årig far kastede søndag sin 3-årige søn i døden fra en 52-etagers høj bygning på Manhattan i New York. Derefter sprang faren selv i døden. Det skriver NYDailyNews.com.

Faren, den 35-årige Dmitriy Kanarikov, kæmpede ifølge de amerikanske medier med barnets mor om forældremyndigheden til den 3-årige dreng.

Familietragedien sker blot tre måneder efter, at ukrainske Dmitriy Kanarikov skrev på sin Facebook-side, hvordan han stræbte efter at være en fremragende far og ægtefælle.

- Jeg ønsker at være den bedste far og mand - intet er vigtigere for mig lige nu, skrev han.

Hans kone Svetlana Bukharina skrev også varmt om deres forhold:

- Jeg har den bedste mand og søn i verden.

Men tilsyneladende kollapsede familieidyllen i de seneste måneder. Parret blev separeret, og en kilde fortæller til NYDailyNews, at deres brud var så fyldt med vrede, at de var nødt til at mødes offentlige steder for at aflevere og hente deres søn.

Søndag havde Dmitriy Kanarikov hentet sin søn kl. 10, og han skulle aflevere ham tilbage kl. 13. Men kl. 12.05 traf han det skæbnesvangre valg at kaste sig selv og sin søn i døden.

Farens krop blev fundet på en lav bygning, mens sønnen Kirill blev fundet på taget af en fire-etagers bygning.

Den lille dreng var ifølge øjenvidner klædt i en julemandspyjamas. Han liv stod ikke til at redde, og han blev kort efter erklæret død på St. Luke’s-Roosevelt Hospital.

Læs også: