Den tidligere soldat Alan Duncan har forladt sin familie og de hjemlige rammer i Skotland med det formål at besejre Islamisk Stat i Kurdistan.

»Jeg skammer mig over, at vi har gjort så lidt, når så meget er på spil for verden,« siger han til avisen The New Day ifølge Mirror.

Den 49-årige veteran kan huske, at han græd, når han på tv kunne se, hvordan forældreløse børn led i Kurdistan, efter deres forældre var blevet dræbt og smidt i massegrave af Islamisk Stat.

Som alle andre følte han sig hjælpeløs. Men Alan Duncan gjorde ikke det samme som alle andre. Han tørrede ikke blot øjnene og vendte tilbage til sin dagligdag. Han besluttede sig for at kæmpe.

Det er halvandet år siden, at Alan Duncan tog beslutningen om at forlade Skotland og drage i krig.

Her er et opslag fra Alan Duncans Twitter-profil, hvor han indimellem fortæller i billeder eller ord om sine oplevelser. Det er Alan Duncan til venstre i billedet (artiklen fortsætter efter opslaget):

Selvom det var en hård nyhed for hans kæreste gennem 14 år, Karen, at få overbragt, forstod hun, at han ikke bare kunne sidde og gøre ingenting.

Han tog af sted i november 2014 og har siden kæmpet side om side med den militære styrke Peshmerga i den selvstyrende region Irakisk Kurdistan. Målet er at besejre Islamisk Stat.

»Jeg elsker Karen, jeg elsker min familie og jeg elskede mit liv sammen med dem. Men jeg har fortalt dem, at jeg ikke stopper, før Daesh (Islamisk Stat red.) er blevet til historie, og jeg tror virkelig på, at den dag kommer,« siger han ifølge Mirror.

I kølvandet på de blodige bombe-angreb i Bruxelles i sidste uge, hvor 35 mistede livet og mindst 270 blev såret af selvmordsbomber i Zaventem lufthavn og Maelbeek metrostation, understreger han, at vi i Europa ikke må glemme, hvilke grusomheder de hver eneste dag oplever, hvor han er.

Tirsdag delte Alan Duncan dette billede på Twitter af tre mænd fra Peshmerga-styrken, der mandag blev taget af IS. 'I kan selv forestiller jer, hvordan det endte. Hvil i fred brødre', skrev han til billedet (artiklen fortsætter efter opslaget):

Han kalder angrebene i Bruxelles en forfærdelig tragedie, men forklarer, at frygtelige hændelser som denne er hverdag i Kurdistan, hvor Peshmerga kæmper mod IS ’for os alle såvel som deres eget folk’.

Alan Duncan arbejder ulønnet og frivilligt i styrken. Han har været med på forreste række, når de kæmper, men hans primære opgave er at træne kvindelige snigskytter.

Han fortæller, at det er et enormt hårdt job at være snigskytte, det kræver, at man er klar til at slå ihjel, når et individ er i sigtekornet - men kvinderne har en styrke og en motivation, som man næsten ikke kan forestille sig. De har alle mistet nogen de elsker til IS.

Brutale oplevelser

Alan Duncan forsøger at besøge sin Karen og sin familie i det nordøstlige Skotland, når han kan, men det er sjældent, han har mulighed for at ringe hjem. Han forklarer, at han ikke bruger video-opkald, når han er afsted, for det vil bare skræmme dem.

Den tidligere soldat er omringet af og har set forfærdelige ting. Han har set folk omkring sig blive dræbt eller slemt skadet. Men de mest brutale oplevelser har han fået i flygtningelejrene.

Han fortæller om et tidspunkt, hvor han eskorterede hjælpearbejdere til en lejer. De talte med en kvinde, som bar lykkedes med at flygte fra IS.

»En gruppe armerede mænd var brudt ind i hendes hjem, da hun blev fanget. Hun havde en fireårig søn, der blev taget udenfor, mens de voldtog hende. Senere bragte de hende mad og vand. De fik hende til at spise, og efter et par mundfulde spurgte de hende, hvordan hendes søn smagte,« fortæller Alan Duncan og forklarer, at det er dét, den væbnede styrke Peshmerga hver dag kæmper imod.

»De prøver at gøre verden fri for den kræftknude, som Daesh (Islamisk Stat red.) er. Muslimer ofrer deres liv såvel som kristne og Yazidier for at de sammen kan bekæmpe de muslimske ekstremister. Flere muslimer er døde i kampen end nogen anden gruppe. Det er ikke bare jord, de kæmper for,« siger han og understreger, at kampen mod Islamisk Stat er afgørende for at stoppe terrorangrebene i Europa.

Han skammer sig over, at den vestlige verden lader det være op til en dårligt armeret hær af lokale at bekæmpe en af de største trusler, verden nogensinde har set.

Derfor føler han, at det er hans pligt at bidrage med sine militære erfaringer og færdigheder, og han agter ikke at stoppe, før målet er nået.