Til avisen VG har han udenfor retten forklaret, hvorfor han har sin afdøde søns jakke på i under retssagen:
- Det er ikke et bevidst valg. Det er hans jakke. Torjus er med mig i alt, jeg foretager mig. Var Torjus kommet hjem fra Utøya, så ville han have ønsket, at jeg gjorde dette. Hans idéer om det samfund, som han ønsker sig, er noget, som jeg tager med videre, siger Blattmann til VG.'
Fredag skal Breivik forklare, hvordan han dræbte Torjus og de 68 andre ofre på Utøya, og det er noget, som mange af de efterladte frygter.
- Vi har forsøgt at forberede os, så godt vi kan på denne dagen, men vi vidste, at den ville komme. Mit råd til dem, der fandt det vanskeligt at klare dagen i går, det er, at de måske skal tage sig en pause. Foretage sig noget helt andet, siger Blattman til den norske avis.
Trond har tidligere forklaret, at han nogle gange må lægge far-rollen fra sig. For ellers er det alt for tungt at være til stede i retten. Det har han nu uddybet overfor VG:
- Jeg kæmper med at holde tårerne tilbage. Og sådan er det ikke bare for mig, jeg så garvede journalister, som har dækket kriminalsager i 30 år, og de kæmpede med tårerne, da de kom ud af salen i går. Anklageren måtte også bede om en pause, en pause, fordi han synes, det var for svært. Og samtidig, så sidder denne massemorderen lige foran helt kold og kynisk.
Fredag har retssagen inden frokost drejet sig om forsvarets og bistandsadvokaternes spørgsmål til Breivik. Efter frokost begynder det, som Trond Henry Blattman og de andre overlevende og pårørende frygter så meget.
Efter bistandsadvokaternes afsluttende spørgsmål til Breivik, begynder anklagerens krydsforhør, der skridt for skridt og skud for skud tager alle i retssalen med på Breiviks mordertogt på Utøya.