Følg BTs liveblog nederst i artiklen.

En færge med 478 personer ombord på vej fra Grækenland mod den italienske havneby Ancona er søndag morgen brudt i brand. Ifølge nyhedsbureauet Reuters udbrød branden kort før klokken 6 lokal tid, da færgen var cirka 33 sømil (61 km) fra den lille græske ø Othonoi ved det populære ferieparadis Korfu.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters udbrød branden, da færgen var cirka 33 sømil fra den lille græske ø Othonoi.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters udbrød branden, da færgen var cirka 33 sømil fra den lille græske ø Othonoi. Foto: Google Maps
Vis mere

En person er omkommet ombord på det brændende skib. Det bekræfter talsmanden for den italienske premierminister. Liget er sammen med to sårede personer blevet bjærget fra skibet.

En talsmand for den græske kystvagt ved navn Nikos Lagkadianos oplyser til Reuters, at kaptajnen har beordret færgen - The Norman Atlantic - evakueret. Men der er kraftige vinde i området, hvilket besværliggør redningsaktionen. Der meldes om at bølgerne i området er seks meter høje. Omkring 150 personer er blevet reddet væk fra færgen. Heriblandt tre børn, der er i behandling, fordi de er blevet underafkølet.

Ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa, har kaptajnen på færgen meddellt den italienske kystvagt, at han ikke længere kan styre skibet, der driver afsted i vinden.

En helikopter og to redningsfartøjer er sendt mod den brændende færge, ligesom et fragtskib er ilet til for at hjælpe de nødstedte passagerer. Branden brød ud på skibets bildæk, oplyser kystvagten, ifølge engelske The Telegraph.

Flere passagerer skulle angiveligt være hoppet i havet for at flygte fra flammerne, beretter en passager over en mobiltelefon, ifølge mediet News. Der formodes at have været 422 passagerer samt 56 besætningsmedlemmer om bord, da branden brød ud.

BNB