Steve Bannon gik ikke arbejdsløs længe og er nu igen chef for det højreorienterede onlinemedie Breitbart News.

Washington. Steve Bannon, der fredag forlod posten som Donald Trumps chefstrateg, lover, at han vil gå i krig for præsidenten uden for Det Hvide Hus.

- Lad mig gøre det klart. Jeg forlader Det Hvide Hus og går i krig for Trump imod hans modstandere på Capitol Hill, i medierne og i erhvervslivet i USA.

Sådan siger Bannon i sine første kommentarer efter sit farvel med Det Hvide Hus i et interview med Bloomberg News.

Og Bannon har allerede fundet en ny platform, hvorfra han vil udkæmpe krigen for præsidenten.

Kort efter meldingen fra Det Hvide Hus kunne det konservative og højreorienterede onlinemedie Breitbart News berette, at Steve Bannon er blevet genindsat som chef.

Breitbart News skriver, at Steve Bannon stod i spidsen for fredagens redaktionsmøde.

- Den populistiske, nationalistiske bevægelse er blevet meget stærkere i dag, siger Breitbart News' chefredaktør, Alex Marlow, om Bannons tiltrædelse.

- Breitbart har fået en chefformand med fingeren på pulsen af Trumps dagsorden, tilføjer han.

Tidligere på dagen tweetede Joel B. Pollak, der er en af Breitbarts redaktører, ordet "krig" på det sociale medie Twitter. Det skete, umiddelbart efter Bannons exit fra Det Hvide Hus var blevet offentliggjort.

Steve Bannon forlod Breitbart News i august sidste år, da han blev ansat som chef for Donald Trumps valgkampagne.

Den kontroversielle Bannon markerede sig hurtigt efter Donald Trumps indsættelse i Det Hvide Hus, da han i januar kaldte pressen for "oppositionspartiet".

Bannons tilstedeværelsen i Det Hvide Hus har været et omstridt emne, siden indsættelsen af Donald Trump i januar.

Steve Bannons rolle blev igen et varmt emne efter sidste weekends uroligheder i Charlottesville, Virginia.

Her blev en 32-årig kvinde dræbt under sammenstød mellem demonstranter og tilhængere af hvidt overherredømme.

Efter urolighederne insisterede præsident Donald Trump på, at demonstranterne, der var mødt op for at protestere mod racisme, bar en stor del af ansvaret for urolighederne.

/ritzau/