Øverst kan du se en video med klip fra situationen på Puerto Rico, efter Irma har ramt øen natten til torsdag dansk tid.

Alle øjne er for tiden rettet mod den historisk voldsomme orkan Irma, mens den hærger gennem Det Caribiske Hav, men den er ikke alene.

Onsdag tog de tropiske storme Jose og Katia til i styrke og blev opgraderet til at være orkaner, hvilket bringer antallet af aktive, hvirvlede orkaner i Atlanterhavet op på tre. Det er første gang i syv år, det sker.

Orkanen Jose ligger lige nu over Atlanterhavet øst for Irma, mens orkanen Katia er blevet dannet inde i Den Mexicanske Golf vest for Irma.

De tre orkaner.
De tre orkaner. Foto: NATIONAL OCEANIC AND ATMOSPHERIC ADMINISTRATION / NOAA
Vis mere

Både Jose og Katia bliver betegnet som kategori 1-orkaner, mens Irma er en kategori 5-orkan og bliver beskrevet som en af de kraftigste, der nogensinde er blevet registreret i regionen.

Orkanen Jose forventes at ramme nogle af de samme områder, som Irma ramte onsdag og natten til torsdag, mens den kan tage til i styrke og blive en kategori 3-orkan. Det skriver CNN.

Katia opholder sig ikke langt fra det område, som orkanen Harvey ramte for to uger siden, men i modsætning til Harvey forventes den ikke at bevæge sig mod nord og mod USA, men forblive tæt på Mexico.

Sidste gang, tre orkaner hvirvlede rundt i Atlanterhavet og Caribien på samme tid, var i september 2010.

Mindst ni personer er omkommet i orkanen Irma, og flere øer i Det Caribiske Hav har oplyst, at der er massive ødelæggelser.