VENEZUELA: En fængselsbrand i Tocuyito-fængslet i delstaten Carabobo i det nordlige Venezuela kostede mandag mindst 17 livet, skriver Reuters.

De dræbte er otte kvinder og ni mænd, mens yderligere 11 blev kvæstet. Der er endnu ingen officielt bekræftede oplysninger om, hvordan branden opstod.

Indsatte har ifølge en talsmand fortalt, at branden opstod på grund af en kortslutning og bebrejder fængselsledelsen, at sikkerheden ikke var i orden.

Fængselsmyndighederne har endnu ikke kommenteret på beskyldningerne.

Fængslerne i Venezuela er overfyldte, og ofte plaget af optøjer, flugtforsøg og dødsfald. Mange af fængslerne er styret af svært bevæbnede indsatte med adgang til narkotika og mobiltelefoner.

BNB/Reuters