Mark Zuckerberg vil resten af sit liv donere 99 procent af sine aktier i Facebook til velgørenhed, siger han.

San Francisco: Facebooks ejer og skaber, Mark Zuckerberg, er blevet far. Og den glæde har fået Zuckerberg til at love, at han gennem resten af sit liv vil bruge 99 procent af sine aktier i Facebook på velgørenhed.

Det oplyser Facebook-ejeren selv i et åbent brev til sin nyfødte datter, som han har skrevet sammen med sin kone Priscilla Chan.

Selv værdisætter Zuckerberg aktierne til 45 milliarder dollar - svarende til omkring 316 milliarder kroner - og oplyser samtidig, at han ikke vil donere mere end en milliard dollar - svarende til omkring syv milliarder danske kroner - om året de næste tre år.

Dermed bevarer Mark Zuckerberg majoriteten af Facebooks aktier på sine hænder i den overskuelige fremtid, oplyser Facebook i en pressemeddelelse ifølge det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg.

- Vores samfund har en forpligtelse til at investere i forbedringer af livet for dem, der kommer til verden, og ikke kun for dem der allerede er her, skriver Zuckerberg og Chan i deres brev rettet til den nyfødte datter.

- Men lige nu retter vi ikke altid vores ressourcer til de største muligheder eller mod de største problemer, som din generation vil møde.

Mark Zuckerberg har selv tidligere startet eller støttet initiativer, som eksempelvis har som formål at udbrede internetadgang til alle amerikanske klasseværelser, finde grønne energikilder eller kurere ebola.

/ritzau/