Mandag begynder retssagen mod Anders Breivik, der dræbte 69 mennesker på Utøya – 16-årige Andrine var få minutter fra redningen

ver Andrines seng viser kalenderen stadig juli 2011. Men når Unni Espeland Marcussen lader sig synke ned på den bløde madras, kan hun stadig fornemme duften af sin datter. Hun sprøjter lidt parfume ud i pigeværelset, mærker nærværet og glemmer, at der næsten er gået 9 måneder, siden Anders Breivik rettede sin pistol mod den 16-årige pige og trykkede af tre gange.

Andrine Bakkene Espeland overlevede på Utøya i omkring en time efter, at Unni sidste gang hørte sin datters stemme som et skrig om hjælp i telefonen. Måske så hun betjentene inde på fastlandet, måske så hun bådene med elitestyrken nærme sig øen. Men hun nåede ikke at se Anders Breivik i tide, da han til sidst fandt hende yderst på Utøyas sydspids. Helt ude mellem stenene, hvor klippen skråner fladt mod havet og selv de forblæste træer vender sig væk, ude af stand til at skjule en forskræmt flygtning.

Helt yderst på Utøya sad Andrine og holdt om en fremmed pige.

Et skud. To skud. Tre skud.

Ville ikke forlade de andre

Hendes bedste veninde, Cecilie Herlovsen, sad lidt derfra og tog også imod tre kugler. I ansigtet, skulderen og højre arm, som i dag er væk fra albuen og ned. Cecilie overlevede, men Andrine blev dræbt, skudt som den sidste, inden massemorderen overgav sig til myndighederne.

Andrine var ellers god til at svømme, og Unni undrede sig længe over, hvorfor hun ikke bare havde taget chancen og kastet sig i vandet. Til sidst var det veninden, der gav hende svaret.

- Hun sagde, at Andrine ikke ville forlade de andre. At hun trøstede dem og prøvede at holde modet oppe hos dem, siger Unni, der er tydeligt stolt over Andrine og det menneske, hun var ved at udvikle sig til.

Stolt over hendes omsorg og sociale engagement, stolt over hendes interesse i samfundet og drømme om fremtiden. Hun havde kun været med i AUF i et halvt år, men hun var allerede udråbt til næstformand i lokalafdelingen i Frederikstad. Og hun ville uddanne sig til konditor og havde planer om en tur til København, hvor hun skulle spise sig igennem alle byens gode kager.

Politiet var gået i land


- Uanset hvornår politiet var kommet, så ville nogens barn jo have været den sidste, der blev skudt, husker Unni sig selv på.

Selvom det er tungt, at politiet nok allerede var gået i land på Utøya, da Breiviks kugler slukkede for Andrines liv. Dræbte hende netop, som hun for alvor skulle i gang med at leve.

Andrine blev først identificeret efter en uge - dagen inden hun ville være fyldt 17 år. På fødselsdagen lå hun i en åben kiste i kirken. I en blå kjole og med et plaster på hagen, så såret fra kuglen i nakken var skjult.

- Det er godt at tale om hende, mindes hende. Men jeg græd en del for to uger siden, hvor vi en dag havde sommervarme. Da sad jeg på verandaen og tænkte, at hun snart ville komme hjem. Jeg tænkte, at nu kommer hun. Hun ville løbe op på sit værelse og lede efter sommertøj. Vi kunne gå ud og købe noget nyt. Men hun kom jo ikke, siger Unni.

Andrine har to ældre søstre, men de er for længst flyttet hjemmefra. Og det hvidmalede værelse under taget venter stadig på efternøleren, der aldrig kommer hjem igen. Men omridset af Andrines krop i sækkestolen er ved at forsvinde, og i sengen er tøjhunden Gunnarpubben ikke længere med under dynen.

- Jeg går ikke længere herind hver dag, men jeg kommer her tit. Jeg mærker atmosfæren og duften. Sætter mig på sengen eller i sofaen og tager det hele ind. Det er også vigtigt for mig, at der er varme på. Jeg vil ikke mærke kulden slå imod mig, når jeg åbner døren. Og jeg orker stadig ikke tanken om, at jeg skal rydde hendes værelse og gøre det til et andet rum, siger Unni.

Hun har helt fra begyndelsen forsøgt at bearbejde sin sorg med positive tanker, og hun nægter at skamme sig, når hun glæder sig over små ting i dagligdagen. For glæden giver hende styrke, så hun ikke knækker på de svære dage.

Vil være i retssalen

Tre gange har Unni besøgt Utøya og mærket nærheden af Andrine på det sted, hvor hun trak vejret sidste gang. Og hun vil også være til stede i retssalen, når anklageren læser op fra den obduktionsrapport, der i detaljer beskriver Andrines sidste minutter.

- Jeg ønsker at se ham, og jeg ønsker at danne mig et billede af ham. Jeg tror, det vil skabe en større forståelse for, hvordan et menneske kan handle så grusomt, siger Unni.

Men hun glæder sig ikke til i morgen, hvor retssagen mod Anders Breivik begynder ved Tingretten i Oslo. Hun ved, at medietrykket bliver stort, og hun kan mærke, at stressniveauet stiger. Sammen med sin mand har hun set billeder af de forskellige gerningssteder, ligesom de har forberedt sig ved at læse vidnebeskrivelser - men nu er det hele pludselig skræmmende tæt på.

- Jeg må huske at trække vejret dybt, slappe af i skuldrene og spise rigtigt. Helt og aldeles forberedt er det umuligt at blive, siger Unni.

Men hun tænker, at Andrine ikke ønsker, at hun skal bukke under. Og hun har jo allerede oplevet det værste. Værre kan det umuligt blive. 

I sidste ende mener hun også, at det er vigtigt, at medierne dækker retssagen - blot skal de gøre det varsomt. Helt som i almindelige retssager skal de værste grusomheder sorteres fra, og der skal vises samme hensyn til de efterladte, som vises efter katastrofer eller andre svære retssager.

- Det er afgørende, at retssagen foregår under værdige former, og at dommen bliver klar og uomtvistelig, siger Unni.

Det stoler hun på, nok skal ske.