Den hollandske premierminister, Mark Ruttes, parti står ifølge de første valgstedsmålinger til at vinde flest sæder i det hollandske parlament.

Dermed ser han ud til at vinde over sin rival, indvandringskritiske Geert Wilders.

Premierministerens liberale parti, VVD, står til at få 31 ud af de i alt 150 pladser. Partiet, som har bevæget sig mod højre de seneste år, ser dermed ud til at gå noget tilbage sammenlignet med det seneste valg.

Højrenationalisten Geert Wilders' parti, Frihedspartiet, vinder ifølge den første måling 19 ud af 150 pladser.

Det er en andenplads, som Frihedspartiet deler med to andre partier.

Flere havde spået, at Wilders' parti ville klare sig noget bedre efter en valgkamp, der i høj grad har kredset om immigration og forholdet til EU.

Indvandringskritiske Geert Wilders har blandt andet haft et stop for muslimsk indvandring samt en afstemning om EU-medlemskab som mærkesager.

Trods det umiddelbart skuffende valgresultat er Mark Rutte "ikke sluppet af med mig endnu", skriver Wilders på Twitter.

Der skal 76 sæder til at få flertal i parlamentet. Det betyder, at Rutte skal danne en koalitionsregering, hvis resultatet af den første valgstedsmåling holder.

Ved onsdagens valg stiller 28 partier op, og på landsplan er der i alt 1114 kandidater, der kæmper om de 150 pladser i det hollandske parlament.

Hele 14 forskellige partier ventes at komme ind i parlamentet på grund af en lav spærregrænse.

Det endelige valgresultat ventes i hus omkring midnat.

Stemmeprocenten ser ud til at lande på 81 procent mod knap 75 procent ved det sidste valg i 2012.

Det hollandske parlamentsvalg er det første af tre i 2017 i EU, hvor fremtrædende nationalister som Geert Wilders står med gode kort på hånden.

Udfaldet ventes derfor at sende et kraftigt signal til resten af unionen, under et år efter at den historiske brexit-afstemning blev afholdt i Storbritannien.

I Frankrig står Marine Le Pen i spidsen for Front National, der har stor opbakning inden det afgørende runde i præsidentvalget i maj.

Og i september går det EU- og indvandringskritiske parti Alternative für Deutchland (AfD) også til parlamentsvalg med en del opbakning i Tyskland.

Mark Rutte har kaldt parlamentsvalget for "en europæisk kvartfinale" med henvisning til valgene i Frankrig og Tyskland, der er "de europæiske finaler".

Han advarede mod, at en Wilders-sejr vil være "den forkerte form for populisme".

En diplomatisk krise med Tyrkiet menes at have givet Rutte lidt ekstra medvind.

Holland forbød flere tyrkiske ministre at deltage i vælgermøder op til en afstemning om en forfatningsændring i Tyrkiet, der kan give landet mere magt.

/ritzau/Reuters