Eurokursen gik i vejret efter græsk valg
Børserne i Asien har taget positivt imod valgresultatet fra Grækenland, og mandag nåede euroen derfor sit højeste niveau siden 22. maj.
Børserne i Asien har taget positivt imod valgresultatet fra Grækenland, og mandag nåede euroen derfor sit højeste niveau siden 22. maj.
Kursen på euroen skød i vejret, og nåede sit højeste niveau i tre uger, efter at de første resultater fra valget i Grækenland blev offentliggjort.
De førte resultater fra de asiatiske børser viser, at euroen hævede sig i forhold til den amerikanske dollar. Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev en euro omsat for 1,273 dollar efter at det stod klart, at det græske parti Nyt Demokrati, som har lovet at overholde sparepakkerne fra EU og Den Internationale Valutafond, IMF, står til at vinde valget i Grækenland. Fredag blev en euro handlet for 1.2655 dollar.
Inden valget blev afgjort, var der på verdensmarkederne stor bekymring for, at det venstreorienterede parti Syriza skulle tage magten i det gældsplagede land. Syriza havde proklameret, at det ville genforhandle låneaftalerne med EU og IMF, og det skabte frygt for, at Grækenland kunne ende med at trække sig ud af eurosamarbejdet.
Sejren til Nyt Demokrati er dog langt fra ensbetydende med, at uroen omkring Grækenland og euroen nu er afblæst, advarer investeringsbanken VTB Capital. Der er ganske enkelt stadig mange problemer i Europa, som kan spænde ben for euroens fremgang - heriblandt de økonomiske problemer i Spanien, lyder analysen.
Også Nordeas seniorstrateg Henrik Drusebjerg advarer om, at det er alt for tidligt at erklære den græske krise for overstået. De græske partier bør hurtigst muligt få dannet en regering for at sikre, at den næste del Grækenlands store lån bliver udbetalt, påpeger han.
- Resultatet giver lidt ro indtil videre. Men der er behov for, at grækerne får dannet en regering, for om et par uger får de besøg fra det, man kalder trojkaen - Den Europæiske Centralbank, EU og IMF. De skal den 10. juli tage stilling til, om Grækenland kan få den næste sum penge. Og så meget ro som muligt, som der kan skabes omkring det, vil være af stor betydning, siger han til Radio 24syv.