Der er en stor risiko for, at Grækenland presses ud af euroen. Men landet får ikke lov til at trække Spanien og Italien med sig.

Med andre ord: Euroen består. Det er den utvetydige vurdering fra en bred kreds af danske topøkonomer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Hvis de to store lande følger efter, vil konsekvenserne være katastrofale, for så bryder hele euroen sammen. Det vil være enden på et mere end 50 år gammelt europæisk integrationsprojekt, og det ville give et voldsomt økonomisk tilbageslag klart større end nedturen i 2008-09. Derfor vil man gøre alt for at undgå det, siger Jesper Rangvid, professor ved handelshøjskolen Copenhagen Business School, til Jyllands-Posten.

Han er dermed helt på linje med de økonomer, som har deltaget i en rundspørge, der er foretaget af Morgenavisen Jyllands-Posten i denne uge.

Med overvældende flertal svarer økonomerne, at der er klart størst chance for, at Spanien og Italien bliver i euroen. Af de deltagende økonomer, der arbejder på højere læreanstalter, i bankerne eller i organisationerne, vurderer ingen, at de to store lande vil følge efter Grækenland.

Holdningen gælder også i de virksomheder, der lige nu skal indrette sig på den tumultariske situation i EU.

- Vi tror, at der vil være en euro, hvis Grækenland træder ud. I begyndelsen vil der måske opstå panik, men Grækenland er i en særlig situation, så vi tror ikke, at det vil trække lande som Spanien og Italien ud af euroen. Man vil gøre rigtigt meget for at holde sammen på det, siger Flemming Aaskov Jørgensen, næstkommanderende i finansafdelingen i industrikoncernen Danfoss, til Jyllands-Posten.

BNB