Udenrigsministrene i EU er blevet enige om at betragte den nye syriske oppositionsblok som »en legitim repræsentant« for det syriske folk. Men deri ligger der ikke den formelle anerkendelse, som Frankrig havde lagt op til.

SYRIEN: De europæiske udenrigsministre følger i USAs fodspor og erklærer den nydannede syriske oppositionskoalition Syrian National Coalition (SNC) for »en legitim repræsentant« for det syriske folk. Dermed kommer EU grupperingen i møde, men uden at give den fuld støtte.

- EU betragter dem som legitime repræsentanter for det syriske folks håb. Denne aftale repræsenterer et kæmpe skridt i retning af at opnå den nødvendige samling i den syriske opposition, skriver udenrigsministrene i en fælles pressemeddelelse.

Dermed holder EU igen med fuldt ud at anerkende oppositionsgruppen som landets eneste legitime repræsentant, sådan som Frankrig gjorde i sidste uge. Franskmændene havde presset på for at få EU til at følge trop, men ifølge nyhedsbureauet Reuters tøvede flere af de europæiske udenrigsministre, fordi de er urolige over de radikale islamister, som også er en del af den nye oppositionskoalition.

Samtidig kan nogle af oprørsgrupperne i blokken ifølge FN have været involveret i krigsforbrydelser begået under det 20 måneder lange oprør mod Syriens præsident, Bashar al-Assad, og hans regeringsstyrker.

SNC blev dannet i Qatar tidligere på måneden og består af de centrale etniske, politiske og religiøse grupper, som kæmper for at omstyrte Assad og hans tilhængere. Op mod 38.000 mennesker anslås ifølge Reuters at være omkommet under konflikten, som begyndte i marts 2001.