Kød fra de brasilianske selskaber, der har eksporteret fordærvet kød, bliver nu stoppet ved EU's grænser.

København. I lyset af den store brasilianske kødskandale stopper EU nu for al import af kød fra de selskaber, der er impliceret i skandalen. Det meddeler Malta, der for tiden har formandskabet i EU.

Reaktionen kommer, efter at det tidligere i marts kom frem, at der har været udbredt korruption hos Brasiliens fødevarekontrol. Kontrollen har mod betaling godkendt store mængder kød, selv om det var fordærvet.

- Forbrugernes sikkerhed er vores største bekymring og derfor har medlemslandene ud over de allerede eksisterende kontroller indført forstærket fysisk kontrol for at sikre sikkerheden af import fra Brasilien, skriver det maltesiske EU-formandskab.

Beslutningen er truffet fredag på et møde mellem EU's medlemslande i reaktion på skandalen.

Øjeblikkeligt vil al kød fra de implicerede selskaber blevet afvist ved EU's grænser og sendt tilbage til Brasilien.

Over 20 selskaber er anklaget for at have bestukket myndighederne, der i blandt den store, internationale kødproducent BRF.

EU har tidligere bedt Brasilien om at forbyde eksport fra selskaberne, indtil der er overblik over situationens omfang. Det har Brasilien ikke gjort.

- Skandalen i Brasilien kræver en stærk og handlekraftig indsats fra de brasilianske myndigheder, hedder det i pressemeddelelsen efter mødet.

Det fremgår også, at EU-Kommissionen vil sørge for, at der hurtigst muligt bliver gennemført inspektioner i Brasilien.

Brasilien er verdens største eksportør af oksekød og kyllingekød med en årlig eksport for 83 milliarder kroner. Cirka 150 lande importerer kød fra Brasilien, heriblandt Danmark.

I Danmark har Fødevarestyrelsen allerede øget kontrollen af kød fra Brasilien.

- Hovedparten af brasiliansk kød i Danmark kommer igennem andre EU-havne, og der er det myndighederne i det pågældende land, der inspicerer.

- Vi har også fået meldinger om, at andre EU-lande har skærpet kontrollen med kød fra Brasilien, sagde Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen tidligere på ugen.

/ritzau/