Ny regering i Rumænien vil eftergive straf, hvis korruptionen ikke overstiger 330.000 kroner. EU er bekymret.

Bruxelles. Rumænien får skældud fra EU-Kommissionen, der mener, at regeringen i Bukarest slækker på kampen mod korruption.

Det kommer efter protester i den rumænske hovedstad mod et dekret, hvor dømte og anklagede slipper med en lavere straf.

- Kampen mod korruption er nødt til at blive fremmet, ikke afviklet. Vi følger den seneste udvikling i Rumænien med stor bekymring, siger formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker.

- Kommissionen advarer mod at gå baglæns, siger han.

Det famøse dekret blev udstedt i sidste uge af premierminister Sorin Grindeanus regering, der ledes af socialdemokraterne. Regeringen kom til magten i sidste måned.

Det har udløst de største demonstrationer siden kommunismens fald i 1989.

Over 10.000 protesterede tirsdag aften foran regeringens hovedkvarter, efter at den havde gennemtrumfet sin beslutning på et regeringsmøde.

Cirka 2000 mennesker var på gaden onsdag morgen. Her blev der råbt "rotter" efter regeringen og båret store bannere, der fordømte dekretet.

Hvis det håndhæves, vil det afkriminalisere magtmisbrug i sager, hvor det koster staten mindre end 330.000 kroner.

Det vil blandt andet afslutte en retssag mod den socialdemokratiske partileder, Liviu Dragnea.

Han er anklaget for for at have brugt sin politiske indflydelse på at give løn fra staten til to personer, der har arbejdet i partiets hovedkvarter fra 2006 til 2013.

Snesevis af andre lovgivere og borgmestre står til at blive begunstiget af dekretet.

/ritzau/Reuters