EU er nødt til at se et tydeligt fald i antallet af flygtninge inden for seks-otte uger, siger formand.

Strasbourg: Tiden er ved at løbe ud for EU-landene, når det gælder om at få dæmmet op for strømmen af flygtninge og migranter, der søger mod Europa.

Sådan lyder advarslen fra premierminister Mark Rutte fra Holland, der netop har overtaget EU-formandskabet og skal lede landenes samarbejde i det kommende halve år.

- Lad mig sige det lige ud: Det nuværende antal er ikke holdbart. Vi har snart ikke mere tid tilbage, siger Mark Rutte under en debat i Europaparlamentet om det hollandske formandskabsprogram.

- Vi er nødt til at se en skarp reduktion i antallet af flygtninge i de kommende seks til otte uger, understreger EU-formanden.

Hans advarsel kommer blot dagen efter, at EU-præsidenten, Donald Tusk, også slog hårdere på advarselstrommerne end tidligere, da han sagde, at EU-topmødet 17. og 18. marts er sidste chance for at få styr på flygtningekrisen.

- Ellers vil vi stå over for alvorlige konsekvenser som sammenbruddet af Schengen, sagde Donald Tusk og advarede samtidig om, at EU vil "mislykkes som et politisk projekt", hvis der ikke kommer styr på de ydre grænser.

/ritzau/