Myndighederne på De Kanariske Øer har beslaglagt et ton hamburgere med hestekød, der skulle være solgt til hoteller og restauranter på populære ferieøer som Gran Canaria‎, Fuerteventura, Tenerife‎ og Lanzarote.

Myndighederne på De Kanariske Øer har beslaglagt et ton hamburgere på De Kanariske Øer, der indeholdt hestekød, uden at det var angivet på pakningerne. Det oplyser det franske nyhedsbureau AFP.

De 7000 burgere skulle være solgt til restauranter og hoteller på kanarieøerne, der bl.a. tæller Gran Canaria‎, Fuerteventura, Tenerife‎ og Lanzarote - alle populære feriedestinationer for mange danskere.

- De er nu blevet fjernet fra markedet, og vil ikke blive spist af nogen, siger Gustavo Matos, regional direktør for handel og forbrugsanliggender.

Det er uvist, hvor meget hestekød, der var i burgerne, men rygter siger helt op mod 40 pct.

Hestekødsskandalen har nu hærget i Europa i en måned, siden det første hestekød blev fundet i Irland 16. januar. Siden er der blevet fundet hestekød i oksekød i flere andre europæiske lande bl.a. Danmark, Norge, Sverige og Storbritannien.