Den britiske model Matt Peacock er blevet en ufrivillig fortaler for, at det skal være ulovligt at bruge andres billeder på sociale medier og datingprofiler. Matt Peacock er nemlig selv blevet offer for, at folk har misbrugt hans billede til at lokke kvinder på dates.

Det skriver Manchester Evening News.

Hele sagen begyndte for alvor at tage fart, da den britiske mandlige model Matt Peacock og hans hustru begyndte at blive kontaktet af stribevis af kvinder, der fortalte, at de var blevet kontaktet af personer med Matt Peacocks billede som profilbillede enten på sociale medier som Facebook eller datingapps som Tinder.

Til hustruen fortalte flere, at de mente, Matt Peacock forsøgte at være hende utro.

Men hurtigt gik det op for Matt Peacock og hustruen, at noget ikke var, som det skulle være. Ved hjælp af søgninger på nettet fandt de frem til, at mere end 40 profiler på sociale medier og datingapps eller datingsites brugte Matt Peacocks billede til at snyde uvidende kvinder til at gå på dates eller sende kompromitterende billeder.

Og det er blevet for meget for modellen.

»Mit job er at være model, så der er mange billeder af mig derude. Jeg begyndte at få beskeder fra piger, jeg aldrig havde set før, hvor de fortalte, at de havde snakket med personer, som foregav at være mig. Der var 43 forskellige profiler, der brugte mit billede. Og det var ikke kun en person, der gjorde det,« fortæller Matt Peacock til Manchester Evening News.

»Det påvirkede mig og hele min familie. Vi snakkede med en pige, som en bedrager havde gået efter, mens han foregav at være mig. Hun fortalte mig, at hun havde overvejet selvmord, efter hun blev snydt af manden,« forklarer Matt Peacock.

Den uhyggelige opdagelse fik Matt Peacock til at hyre en privatdetektiv, som opstøvede en af de personer, der havde misbrugt et af modellens billeder på nettet.

Matt Peacock og privatdetektiven konfronterede manden med sagen, hvilket fik ham til at undskylde. Men blot tre uger senere misbrugte manden igen billeder af Matt Peacock på nettet.

Det fik Matt Peacock til at gå til politiet, som intet kunne gøre, da det ikke er ulovligt at bruge andres billeder på datingprofiler i England.

Derfor har Matt Peacock nu besluttet sig for at kæmpe aktivt for sagen, som han håber, bliver taget op i det britiske parlament.