Forældrene til etårige Lyra Kaufman slap med en slem forskrækkelse, efter den lille pige blev alvorligt syg på familiens båd midt i Stillehavet.

Forældrene måtte tilkalde hjælp, da pigen udviklede et voldsomt udslæt og feber, og et redningshold fra den californiske nationalgarde evakuerede barnet fra skibet omkring 1.600 kilometer ud for den mexicanske kyst.

Redningsfolkene, der nåede frem til båden ved at springe ud i faldskærme, flyttede familien over i på en oppustelig jolle og fragtede dem frem til et flådefartøj, hvor de kom under behandling. I en udtalelse takker forældrene for indsatsen.

»Vi er meget taknemmelige over at være i god behold. Vi sætter pris på interessen, tankerne og bønnerne hjemmefra i forbindelse med vores datter Lyras helbred. Hun har det bedre nu, og hendes tilstand bliver ved med at forbedre sig,« siger forældrene, Eric og Charlotte Kaufman, ifølge CNN.

Familien, der også består af en datter på tre år, var på jordomrejse i deres 11 meter lange sejlbåd, da lille Lyra blev dårlig. For to uger siden var de sejlet ud fra Mexico for at rejse over Stillehavet til New Zealand.

I udtalelsen forsvarede parret deres beslutning om at rejse med de to små piger om bord.

»Vi kan forstå, at der er nogen, som stiller spørgsmålstegn ved vores beslutning om at sejle med vores døtre. Men de skal vide, at det er sådan, vores familie har levet de sidste syv år, og da vi drog ud på denne rejse for mere end et år siden, var vi dengang - og i dag - overbeviste om, at vi forberedte os så godt som enhver anden skibsbesætning,« siger de.

Eric Kaufman beskriver ifølge Reuters sig selv som autoriseret kystvagtskaptajn og godkendt dykkerleder.