TYRKIET: Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har ved flere lejligheder nægtet at undskylde, at tyrkiske F16-fly i tirsdags skød et russisk kampfly ned, men nu nærmer præsidenten sig alligevel en beklagelse. Det skriver BBC.

Erdogan siger nu, at han er »ked af«, at Tyrkiet har skudt flyet ned, og at han ville ønske, at det ikke var sket.

Beklagelsen kommer, efter at Rusland prompte efter nedskydningen begyndte at undersøge, hvilke sanktioner landet kan indføre mod Tyrkiet. Blandt andet er der forlydender om, at russerne vil stoppe planerne om gasledningen Turkstream, der skal levere gas til Tyrkiet. Og det stod samtidig hurtigt klart, at et militært samarbejde mellem de to lande bliver droppet, ligesom tyrkerne fra 1. januar igen skal have visum, hvis de vil til Moskva.

Erdogan bad fredag Ruslands præsident, Vladimir Putin, om et møde under det forestående klimatopmøde i Paris for at få forholdet glattet ud.

BNB