Tyrkisk politi har nu udpeget manden bag det uhyggelige terrorangreb mod Atatürk-lufthavnen i Istanbul i tirsdags. Det drejer sig om den 36-årige tjetjener Ahmed Tschatajev, som har forbindelser tæt på Danmark.

Det skriver flere tyrkiske medier, herunder Yenisafak.

Ahmed Tschatajev skulle have orkestreret angrebet, hvor tre terrorister åbnede ild mod de rejsende i lufthavnen med automatvåben og efterfølgende sprængte sig selv i luften. Foreløbig har terrorangrebet kostet 44 menneskeliv, mens over 230 blev såret.

Tjetjeneren, som er kendt under aliasset 'Enarmede Ahmed', er veteran fra borgerkrigen i hjemlandet og arbejdede under den selvproklamerede leder af det nordkaukasiske emirat, Dokka Umarov, men da han døde i 2013, tilsluttede Ahmed Tschatajev sig Islamisk Stat.

Han skulle have rekrutteret muslimer fra Nordkaukasus (bjergrig region i det sydlige Rusland, lige nord for Georgien) til at kæmpe for terrorbevægelsen.

Siden 2015 har 'Enarmede Ahmed' stået på de amerikanske myndigheders liste over personer, som skal have alle økonomiske midler indefrosset, fordi de har tilknytning til terror eller finansiering af terror. Også Rusland mistænker Ahmed Tschatajev for terroraktiviteter.

Tidligere er han blevet stoppet med flere automatvåben i sin bil uhyggeligt tæt på Danmarks grænser.

I 2008 blev Ahmed Tschatajev sammen med to andre tjetjenere kontrolleret af det svenske politi i Trelleborg. Da deres Audi A3 blev gennemlyst med røntgen, viste det sig, at der under reservedækket lå flere Kalasjnikov-automatvåben - samme fabrikat som blev anvendt under terrorangrebet i Istanbul - og ammunition. Det skriver den svenske avis Expressen.

'Enarmede Ahmed' fortalte i et politiforhør, at de tre tjetjenere var på vej til Norge, hvor de skulle indkræve en gæld på 4-5000 euro. Han kunne ikke forklare, hvordan automatvåbnene var havnet i bilen. Han blev dømt for grov smugling, mens de to andre i bilen gik fri.

Ifølge tyrkiske medier har efterforskerne også identificeret de tre terrorister, som begik massakren i Atatürk-lufthavnen. De kommer fra Dagestan, Kirgisistan og Uzbekistan. En af dem, Osman Vadinov, var russisk statsborger. Politiet har endnu ikke udtalt sig om, hvorvidt de tre terrorister havde nogen direkte forbindelse til 'Enarmede Ahmed'.

Tyrkiet pegede allerede kort efter terrorangrebet tirsdag aften på, at Islamisk Stat stod bag, men endnu har ingen påtaget sig ansvaret for ugerningen.