En kæmpe efterforskning er sat i værk efter en privatdetektiv mener at have set Madeleine McCann i byen Areguá i Paraguay.

Nærmere bestemt er fire lokale politistationer, den lokale eftersøgningsenhed, efterretningspersonale og Interpol i øjeblikket sat på sagen.

Det skriver lokale medier ifølge The Sun.

Politikommissær ved en af de fire politistationer i Areguá, Sanny Amarilla, har bekræftet, at der i øjeblikket er en eftersøgning i gang.

»Vi undersøger nabolag, hvor der befinder sig udenlandske borgere i villaer og store lejligheder for at se, om der skulle være nogen, som passer til den beskrivelse, der er i givet,« udtaler han.

»Denne nyhed er yderst vigtig, da den når verden rundt. Hvis hun befinder sig i området, er vi nødt til at finde pigen og sende hende hjem til sin familie.«

Madeleine McCanns forældre, Kate og Gerry, er blevet underrettet, skriver The Sun. Forældreparret fortæller dog, at de aldrig har hørt om privatdetektiven før.

Interpol i Paraguay er ligeledes ikke bekendt med privatdetektiven, som går under navnet Miraz Ullah Ali, og har derfor sat en undersøgelse af ham i gang, sideløbende med søgningen efter Maddie.

Madeleine McCann, der i dag ville være 12, forsvandt som blot 3-årig i 2007 under en familieferie i Portugal.