Russiske krigsskibe i den engelske kanal skulle distrahere hele verden fra mere vigtige militære operationer fra Ruslands side, mener analytiker.

Beslutningen om at sejle russiske krigsskibe gennem Den Engelske Kanal kunne være en afledningsmanøvre, der skal fjerne opmærksomheden fra andre militære operationer, vurderer en sikkerhedsanalytiker. Det skriver Independent.

Syv russiske krigsskibe har været genstand for en intens mediedækning i Rusland, Storbritannien og Europa, da de satte kurs mod Syrien.

Et af de russiske skibe, som hedder Admiral Kuznetzov, er fyldt med kampfly, krydsermissiler og kamphelikoptere, der skal bruges til at styrke Ruslands krig i Syrien til støtte for den syriske præsident Bashar al-Assad.

Men det er ikke det eneste, som Rusland vil, hvis man spørger ekspert i russiske sikkerhedsspørgsmål, Keir Giles.

»For det første har de (russerne, red.) atter fået verdens opmærksomhed ledt hen på den russiske militærkapacitet, som skal afskrække vestligt militær. For det andet har de opnået kæmpe medieopmærksomhed, der potentielt kan distrahere fra vigtigere ting andre steder,« siger Keir Giles til Independent.

Keir Giles påpeger, at hvis Ruslands eneste formål var at give våben til Syrien, ville russerne have valgt en anden og lettere rute end at sejle gennem Den Engelske Kanal. Middelhavet ville ikke være den mest effektive metode, forklarer han.

Keir Giles fortæller, at en lignende manøvre blev brugt til at skjule en militærindsats i Ukraine, men at Vesten har en tendens til at opdage de russiske intentioner 'lidt for sent'. Også Anders Fogh Rasmussen har i sin egenskab af tidligere Nato-generalsekretær foreslået, at det var det, der lå bag, fortæller avisen. Rusland har dog afvist dette.

Keir Giles forklarer samtidig, at den russiske regering har forsøgt at tegne et billede af militær magt og vilje, så eventuelle modstandere vil blive afskrækket og ikke modsætte sig Ruslands udenrigspolitik.

»Det passer meget fint ind i forestillingen om, at en krig med Vesten kommer og Rusland er klar til det,« siger Keir Giles til Independent.

Den engelske premierminister Theresa May fordømte Putins politik i Syrien, da skibene fortsatte deres rejse fredag, og beskylder Moskva for at stå bag 'kvalmende grusomheder' til støtte for præsident Assads regime.

Theresa May opfordrede til en robust og forenet europæisk holdning over for den russiske aggression.

De russiske skibe forlod den engelske kanal sent fredag ​​eftermiddag og fortsatte rejsen sydpå.