Når man nævner Donald Trump, så er det næsten uundgåeligt ikke også at nævne hans mange bramfrie udtalelser og skandaler, der har fulgt ham som en skygge. Men hvad med Hillary Clinton, er hun helt fin i kanten?

Nuvel, vi kommer formentlig ikke uden om, at Hillary Clinton ikke engang når Donald Trump til sokkeholderne, når det kommer til kontroversielle udtalelser, men når det er sagt, så kan familien Clinton også bryste sig af en lang række skandaler igennem tiden.

Derfor har BT samlet seks af de skandaler, som Clinton-familien har været involveret i de senere år.

1. Whitewatersagen

Den såkaldte Whitewatersag har tråde helt tilbage til 1978, hvor familien Clinton opkøbte noget jord i Arkansas sammen med parret James og Susan McDougal for at bygge ferieboliger.

De to familier købte jorden gennem selskabet Whitewater Corporation - deraf navnet.

Men købet blev angiveligt ikke foretaget helt i overensstemmelse med de gældende regler. For ifølge den lokale forretningsmand i Arkanas Dave Hale havde Bill Clinton presset ham til at låne godt 2,6 millioner til Susan McDougal.

Artiklen fortsætter billedet.

Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

Flere af Clinton-familiens nære relationer blev senere anklaget for bedrageri, og adskillige af dem blev efterfølgende dømt - heriblandt Susan McDougal, der måtte tilbringe 18 måneder i fængsel.

Hverken Bill eller Hillary Clinton blev anklaget i sagen, da der ikke var tilstrækkelige beviser for, at de skulle være involveret. Sagen medførte dog, at Hillary Clinton måtte vidne foran en storjury som den første præsidentfrue nogensinde.

Undersøgelsen af Whitewatersagen førte endvidere til Monica Lewinsky-sagen.

2. Travelgate

Blot tre måneder efter Bill Clinton flyttede ind i Det Hvide Hus den 20. januar 1993 indtraf den første skandale under Bill Clintons præsidentembede, da syv langtids-ansatte i Det Hvis Hus' interne rejsebureau blev fyret.

Clinton-kritikere hævdede, at fyringerne skyldtes Bill Clintons ønske om at skaffe arbejde til venner fra Arkansas, mens han selv hævdede, at der var tale om fyringer på grund af begrundede uregelmæssigheder blandt de oprindelige medarbejdere.

Den massive mediedækning tvang Bill Clinton til at genansætte flere af de fyrede medarbejdere, og sagen endte i 1998 med, at Bill Clinton blev frikendt, mens Hillary Clinton blev frikendt i år 2000, fordi der ikke var tilstrækkeligt med beviser.

3. Vince Fosters død

Den 48-årige advokat Vince Foster, der arbejdede som rådgiver i Det Hvide Hus og var tæt på Hillary Clinton, blev i 1993 fundet død i en park nær Washington DC. Vince Foster var blevet skudt i munden og ved siden af ham lå en Colt-revolver fra 1993.

Man mente, at Vince Foster led af en svær depression, fordi han blev koblet sammen med nepotisme-beskyldninger mod Clinton-parret, mens andre imidlertid har spekuleret i, at Vince Foster havde en affære med Hillary Clinton.

Sagen er dog blevet lukket som selvmord.

4. Monica Lewinsky

I en alder af bare 22 år var Monica Lewinsky en af de mest omtalte kvinder i verden, da det kom frem, at hun angiveligt havde haft et seksuelt forhold til den amerikanske præsident Bill Clinton.

Artiklen fortsætter under videoen.

Monica Lewinsky arbejdede som praktikant i Det Hvide Hus tilbage i 1995-1996, da hende og Bill Clinton ifølge hendes udsagn flirtede over en længere periode. Men forholdet blev afsløret, fordi hun betroede sig til en kollega. Kollegaen, Linda Tripp, satte en fælde op for Lewinsky, hvor hun optog deres samtaler på bånd. Og så rullede skandalen.

Bill Clinton benægtede, og affæren resulterede til sidst i en rigsretssag mod ham, hvor han blev frikendt.

Og selv om det er over 20 år siden, at Monica Lewinsky blev berømt som 'that woman', mærker hun stadig konsekvenserne af hendes flirteri med Bill Clinton, har hun for nylig fortalt i et interview.

»Jeg blev stemplet som en bums, en luder, en tøs, en hore, bimo og så selvfølgelig som 'that woman' (Sidstnævnte var det udtryk, Clinton selv brugte om Lewinsky i en tv-tale, red.) Det var nemt at glemme, at 'dén kvinde' havde flere dimensioner, hun havde en sjæl og engang var uskyldig,« fortalte hun i et interview med The Guardian, hvor hun samtidig kunne fortælle, at hun overvejede selvmord.

»Jeg var ret tæt på,« lød det.

Artiklen fortsætter under billedet.

Praktikanten Monica Lewinsky havde angiveligt et længere forhold til Bill Clinton.
Praktikanten Monica Lewinsky havde angiveligt et længere forhold til Bill Clinton. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

5. Attentatet i Benghazi

Da den amerikanske ambassadør i Libyen blev dræbt den 11. september 2012 sammen med tre andre amerikanere af militante islamister, var Hillary Clinton amerikansk udenrigsminister.

Og selv om sikkerheden omkring den amerikanske ambassadør tilsyneladende var så mangelfuld, at man flere gange havde efterspurgt ekstra sikkerhedsforanstaltninger, så var disse blevet afvist.

Hillary Clinton har siden taget ansvaret for den manglende sikkerhed og har desuden udtalt, at hun aldrig har følt sig så ansvarlig for noget.

6. Hillarys private mails

I kølvandet på attentatet i Benghazi havde Hillary Clinton en længere mailkorrespondance med flere embedsmænd og rådgivere, men i stedet for at bruge sin arbejdsmail, brugte Hillary Clinton sin private mailadresse.

Hillary Clinton har selv forklaret, at hun brugte sin private mail, fordi det var »bekvemmeligt«, og selv om det ikke er decideret forbudt som amerikansk minister at bruge en privat e-mail, så må fortrolige oplysninger kun formidles via sikrede linjer af frygt for hackere.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

Siden har en undersøgelse vist, at adskillige af de 30.000 arbejdsmails, som Hillary Clinton har udleveret via den private server indeholdt fortrolige oplysninger. Hun nægtede desuden i første omgang at udlevere serveren til FBI og nåede selv at slette 31.000 e-mails, der tilsyneladende var private.

Sagen var guf for Hillary Clintons modstandere, der kunne slå på, at hun med sagen ikke havde dømmekraft til at besidde verdens mest magtfulde job, hvis hun skulle blive præsident.

Men hvad får det af betydning?

De mange skandaler, som Clinton-familien har været involveret i, kan sagtens gå hen og få betydning for Hillary Clintons muligheder for at blive præsident, og sætter man Hillary Clinton op ved siden af Donald Trump, så er der særligt én ting ved Hillary Clinton, som mange amerikanere hæfter sig ved, mener Jørn Brøndal, lektor fra Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

»Der er mange amerikanere, der ikke helt har fidus til, at man kan stole på Hillary Clinton,« fortæller han, men understreger samtidig, at Hillary Clinton fortsat er stor favorit til at overtage præsidentembeddet.

Alligevel kan vi allerede nu godt vænne os til tanken om, at Donald Trump potentielt kan blive den kommende amerikanske præsident.

»Det kan ikke udelukkes, at det bliver Trump. Slet ikke med de ting vi ser for tiden, hvor der hele tiden kommer de her terrorangreb rundt om i verden, selv om det ikke er lige så stort for amerikanerne som 11. september, så er det noget, der styrker Trump,« fortæller han.

Kilder: New York Times, The Guardian, Washington Post, TV2 og Den Store Danske.